Ringe kendskab til pension

Medlemmerne er godt tilfredse med Industriens Pension, men de færreste ved, hvilke udbetalinger de har ret til. Til gengæld har tillidsfolk og fagforeninger stor viden om ordningen.

Tre ud af fire medlemmer ved, at de har ret til alderspension. Men kun hver fjerde ved, at de er dækket, hvis de mister arbejdsevnen. Og kun hver femte er klar over, at de kan få en sum penge, hvis de får kræft eller anden kritisk sygdom. (Foto: Arkiv)Tre ud af fire medlemmer ved, at de har ret til alderspension. Men kun hver fjerde ved, at de er dækket, hvis de mister arbejdsevnen. Og kun hver femte er klar over, at de kan få en sum penge, hvis de får kræft eller anden kritisk sygdom. (Foto: Arkiv)

Medlemmerne er godt tilfredse, men de ved ikke rigtigt, hvad de er tilfredse med.

Det viser en undersøgelse fra Industriens Pension (IP), som har spurgt medlemmer, tillidsfolk og fagforeninger om deres holdninger og kendskab til pensionsordningen.

Kun seks procent af medlemmerne erklærer sig decideret utilfredse, mens godt halvdelen af dem enten er tilfredse eller meget tilfredse. En stor gruppe er hverken det ene eller andet, men det kan skyldes, at de færreste ved, hvad de rent faktisk har ret til.

Tre ud af fire medlemmer ved, at de har ret til alderspension. Men kun hver fjerde ved, at de er dækket, hvis de mister arbejdsevnen. Og kun hver femte er klar over, at de kan få en sum penge, hvis de får kræft eller anden kritisk sygdom.

At den overenskomstaftalte pensionsordning også indeholder en dødsfaldsdækning, ved kun 15 procent.

- Hvis medlemmerne ikke ved, at de har ret til en udbetaling, kontakter de os jo ikke for at få de penge, de har ret til. Og hvis ikke vi får besked, kan vi jo ikke vide, at vi skal udbetale pengene. Derfor er vores opgave nu at forbedre vores kommunikation til medlemmerne, siger IP's direktør, Erik Adolphsen.

Medlemmernes uvidenhed opvejes dog til dels af, at tillidsrepræsentanter og fagforeninger har stort kendskab til pensionsordningen. For eksempel har tre ud af fire tillidsrepræsentanter kendskab til de muligheder, der ligger i pensionsordningen. Og undersøgelsen viser, at mange medlemmer bruger netop deres tillidsrepræsentant eller lokalafdeling, når de skal hente viden om pension.

- Tillidsrepræsentanterne og lokalafdelingerne er generelt tilfredse med vores kommunikationsindsats. Alligevel vil vi på baggrund af undersøgelsen kontakte dem for at finde ud af, om vi kan give dem et endnu bedre grundlag for at vejlede medlemmerne, siger Erik Adolphsen.