Rige og kendte er storforbrugere af illegale
Aller-koncernens næstformand Susie Aller er blot den seneste i rækken af rige og kendte, der gerne bruger underbetalt og ofte også illegal udenlandsk arbejdskraft.
De rige og de kendte optræder ikke bare i Se & Hør. Mange vælger også at bruge underbetalt og ofte illegal udenlandsk arbejdskraft, når besiddelserne skal sættes i stand.
I sidste weekend stak fire polske arbejdere således af fra arbejde på mangemillionæren Susie Allers ejendom i Rågeleje i Nordsjælland, da Ekstrabladets reporter kom på besøg efter et tip fra lokalområdet.
Susie Aller, næstformand i Aller-koncernen, oplyser til Fagbladet 3F, at hun intet kender til polakkerne, og at hun har hyret en dansk entreprenør. Det er det lille entreprenør- og tømrerfirma Nordsjælland Byg. Firmaets ene ejer Peter Tyrrestrup siger, at kontakten til polakkerne blev skabt gennem et opslag i det lokale byggemarked, og at han faktisk ikke vidste, at der var tale om polakker, da han telefonisk "med en dansker" lavede en aftale om 125 kroner i timen plus moms.
Sagen om Susie Allers illegale polakker er blot den seneste af en snart lang række af rige og kendte, der bruger udenlandsk arbejdskraft.
- Det er tankevækkende i hvor mange sager med underbetalt og i de fleste tilfælde også ulovlig udenlandsk arbejdskraft, bygherren er fra den allerbedste og rigeste del af borgerskabet, siger forhandlingssekretær Ole Christensen, 3F.
- Det er paradoksalt, at jo større indtægt og formue, jo mere satses der åbenbart på at sikre billig og ofte også ulovlig udenlandsk arbejdskraft og omgå landets love og regler, siger han.August 2006: Prinsesse Alexandras privatsekretær Christine Lyng benytter polakker til cirka 50 kroner i timen til boligistandsættelse.
Marts 2006: Direktør, restauratør og ejendomsinvestor Anders Moesgaard tiltales af Københavns Politi for omfattende brug af ulovlig udenlandsk arbejdskraft.
Januar 2006: Tv-journalisten Camilla Miehe-Renard og hendes mand Nicolai Gohs bruger underbetalte polakker til renovering af hjem. Timeløn: 14,55 kroner.
Juli 2005: Skibsreder og direktør Tom Bringsværd bruger underbetalte polske håndværkere til totalistandsættelse af sin lystejendom på Falster. Sagen politianmeldt.
Juni 2005: Storlandmand Jørgen L. Tørnæs, gift med udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), idømmes bøde på 143.000 kroner for at have beskæftiget to lettiske og en ukrainsk medarbejder illegalt.
Marts 2005: Den fynske storbonde Asger Møller Hansens Isgård Gods på Djursland anmeldes af 3F til politiet for illegalt arbejde. Samtidig rejses krav på 50.000 kroner for underbetaling af to litauere.
November 2004: Godsejer Kim Berner, Clausholm Gods syd for Randers, blev meldt til politiet af 3F for at bruge tre illegale polakker til en række forefaldende arbejdsopgaver på godset.
Maj 2004: Modedirektør Harald Holstein Holsteinsborg idømmes bøde på 120.000 kroner for brug af to illegale polakker.
Oktober 2003: Godsejer Jens Dinesen, Asbølholm Gods ved Lunderskov, idømmes en bøde på 60.000 kroner for brug af illegale polske arbejdere.Jørgen L. Tørnæs, gift med udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) til venstre): 143.000 kroner i bøde for at hyre illegal arbejdskraft.
Camilla Miehe Renard, tv-vært: Ansatte sammen med sin mand polakker til at renovere hendes hjem for 14,55 kroner i timen.
Direktør Harald Holstein Holsteinsborg, modefirmaet Noa Noa: 120.000 kroner i bøde for brug af illegale polakker.Christine Lyng (th.), hofdame for Prinsesse Alexandra: Ansætter polakker til 50 kroner i timen til at renovere sit hjem.