3FA: Ledige angribes uretfærdigt
Beskæftigelsesministeren var under kraftig beskydning på 3FA's delegeretmøde. Ledige udsættes for mistillid, mener 3FA om kontrollen af de ledige, som tager tid fra jobformidling.
- Vi er efterhånden ved at være både den tolkende, udøvende og dømmende magt overfor de ledige. Så lad os blive lovgivende også, sagde Poul Engelsted Skovsted fra 3F Ringkøbing-Holmsland, til lejligheden iført en politiuniform. (Foto: Søren Zeuth) - Normalt siger man, at man er uskyldig indtil andet er bevist. Men når man er ledig, er det som om man er skyldig, indtil andet er bevist.
Det sagde Morten Kaspersen, leder af 3FA, ved a-kassens delegeretmøde i Aalborg fredag.
Han henviste blandt andet til kontrollen af de ledige.
- Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) oversvømmer os med nye regler og et voksende bureaukrati, der ikke får ledige i arbejde. I stedet skaber det et klima af mistillid og mistænkeliggørelse af de ledige. Sagsbehandlere i jobcenter og i a-kasserne tvinges til at bruge stadig mere af arbejdsdagen på meningsløse måleopgaver, kontroleftersyn og døde rutiner.
Beskæftigelsesministeren har sat gang i en plan for afbureaukratisering af indsatsen i jobcentrene. Nu må turen være kommet til a-kasserne, mener Morten Kaspersen.
Angreb på Hjort
Beskæftigelsesministeren var i det hele taget under kraftig beskydning på delegeretmødet.
Et af dem var fra Poul Engelsted Skovsted, Ringkøbing-Holmsland, som til lejligheden havde iført sig en politiuniform.
- Vi er efterhånden ved at være både den tolkende, udøvende og dømmende magt overfor de ledige. Så lad os blive lovgivende også, sagde Poul Engelsted Skovsted, og kritiserede blandt andet, at jobcentre jagter hjemsendte medarbejdere i fiskeindustrien.
Søren Becher fra Lager, Post & Service opfordrede til at gå i kamp mod ministerens regler.
- Eksempelvis aner vi ikke, hvor mange der kommer i job på grund af cv-cirkusset. Der er ingen dokumentation for, at det virker, selv om vi må bruge oceaner af tid på det. Samtidig jagtes de ledige rundt i et samtalecirkus, hvor der heller ikke findes dokumentation for effekten, sagde Søren Becher.
Han opfordrede til, at 3FA ikke skal være klassens flinke dreng.
- Hjort er den virkelige iberiske dræbersnegl i dansk politik. Vi skal gå til kamp mod Claus Hjort og hans ødelæggende politik, der angriber de ledige og svækker fagbevægelsen, sagde han.
Omvendt kontrol
Berit Marianne Petersen fra Industri og Service København mente, det er på tide at lave omvendt kontrol.
- Vi har mange rengøringsassistenter og etniske medlemmer, som er lykkelige for at have en tre-fire-fem timers arbejde om dagen. Alligevel skal vi kontrollere dem. I realiteten er det ikke dem, der har et problem, men arbejdsgiverne der udsteder en frigørelsesattest. Efter 52 uger ryger medlemmet ud, og arbejdsgiveren udsteder en ny frigørelsesattest og der kommer en ny medarbejder ind, sagde Berit Marianne Petersen og konkluderede, at det er arbejdsgiverne der misbruger akasse-systemet.
Gentilmelding hver uge
Morten Kaspersen nævnte i sin beretning også, at de ledige fra årsskiftet hver uge skal gå ind på jobnet og gentilmelde sig, som et led i pligten til at stå til rådighed for arbejde. Hvis det af en eller anden grund smutter, skal a-kassen følge op på det. - Det værste er, at hvis den ugentlige tilmelding smutter, kan medlemmerne miste dagpengene, sagde han.
I bemærkningerne til lovforslaget er det skønnet, at to procent af dem, der er ramt af ledighed vil miste retten til ydelser i gennemsnit to en halv dag om året. Det vil ifølge bemærkningerne betyde en besparelse på 15 millioner kroner i dagpenge om året.
- Med andre ord regner man med, at vores - og andre - a-kassers medlemmer vil miste 15 millioner kroner om året i dagpenge. Vi vil følge det tæt, og gøre alt for at hjælpe vores medlemmer, så sådan en kold beregning bliver gjort til skamme, siger Morten Kaspersen.
Kravet om gentilmelding skulle have været trådt i kraft 1. oktober, men er nu udskudt til årsskiftet fordi Arbejdsmarkedsstyrelsen ikke har it-systemet parat.
Forretningsfører for 3FA Morten Kaspersens mundtlige beretning
Forretningsfører for 3FA Morten Kaspersens mundtlige beretning