Jagt på mest familievenlig arbejdsplads

Hvor er Danmarks mest familievenlige arbejdsplads? Det vil familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K) finde ud af, så hun drager næste år på turné rundt i Danmark for at finde den, skriver Dagbladet Køge.

Ministeren vil med afsæt i anbefalingerne fra Familie- og Arbejdslivskommissionen sætte fokus på, hvad arbejdspladserne gør for at lette tilværelsen for medarbejderne. Mænds barselsmuligheder er et af punkterne.
- Jeg lover jer, at der især kommer fokus på de typiske mandearbejdspladser, hvor mange har ubehagelige oplevelser, når de ønsker barselsorlov, sagde Carina Christensen forleden på et møde i Køge.
Prisen, der skal uddeles til Danmarks mest familievenlige arbejdsplads, kaldes Balanceprisen.