Lufthavn frikender bortvist chauffør
LSG Sky Chefs har bortvist chauffør, fordi han tidligere skulle være blevet ”anholdt” af lufthavnens sikkerhedspersonale for en lignende hændelse. Men det er lodret forkert, lyder det fra Københavns Lufthavn.
Striden om den bortviste chauffør fra LSG forhandles på et mæglingsmøde i dag. (Arkivfoto) Københavns Lufthavn (CPH) kommer nu den bortviste chauffør fra LSG Sky Chefs til undsætning. Ifølge CPH er det grebet ud af den blå luft, når LSG påstår, at chaufføren tidligere er blevet ”anholdt”.
- Vi havde, helt udramatisk, en korrigerende samtale på baggrund af en hændelse. Der var ikke tale om, at han blev tilbageholdt, siger Kristian Durhuus. Han er driftsdirektør i CPH.
Han henviser til en episode fra oktober i år, hvor chaufføren var tæt på et uheld. Chaufføren meldte selv hændelsen til CPH. Lufthavnen garanterede, at han ikke ville blive ramt af sanktioner.
Gensidig tillid
Argumentet, at medarbejderen tidligere er blevet tilbageholdt, er centralt for LSG. Det gælder både i det brev, hvor han bliver bortvist, og i tidligere udtalelser til Fagbladet 3F.
Konfronteret med de nye oplysninger fra CPH svarer kommunikationsdirektør i LSG Claudia Ling i en mail til Fagbladet 3F:
- LSG Sky Chefs baserer sit forhold til sine medarbejdere på gensidig tillid. Vores branche skal rette sig efter meget strenge sikkerhedsregler. Når disse regler er overtrådt, har vi ingen anden mulighed end at tage øjeblikkelig handling. Afskedigelsen var inden for rammerne af lovgivningen.
Forebygge ulykker
Kristian Durhuus understreger, at CPH er meget fokuseret på at skabe et miljø, hvor man forebygger ulykker.
- Vi vil være rigtigt kede af, hvis folk ikke tør melde hændelser som disse af frygt for at miste jobbet. Det er alfa omega for vores safetykultur, at vi får informationer om denne type hændelser, siger han.
Udmeldingen fra CPH glæder Henrik Bay-Clausen, formand for 3F Kastrup:
- Vi har nu fået slået fast med syvtommersøm, at man roligt kan indberette nærved-hændelser. Det er også den udmelding, som vi får fra andre arbejdsgivere i lufthavnen. LSG står helt isoleret i denne sag, siger han.