SKAT anbefaler krav til underleverandører

For at komme den omfattende svindel i rengøringsbranchen til livs, anbefaler SKAT nu, at virksomheder og offentlige institutioner skriver klare regler om brug af underleverandører ind i kontrakterne.

Efter at have konstateret ulovligt arbejde på alt fra skoler til i banker anbefaler SKAT nedskrevne krav i underleverandørers kontrakter.Efter at have konstateret ulovligt arbejde på alt fra skoler til i banker anbefaler SKAT nedskrevne krav i underleverandørers kontrakter.

Stil krav til underleverandører på skrift. Det er rådet fra afdelingsleder i SKAT Hanne Nielsen til offentlige myndigheder og private virksomheder, som udliciterer rengøringen.

- Det er nødvendigt at være opmærksom på, at der kan forekomme sort arbejde, når man udliciterer, siger Hanne Nielsen til Fagbladet 3F.

Hendes indtryk er, at de fleste kunder, som indgår kontrakter om rengøring, har handlet i god tro. Hvad enten der er tale om offentlige institutioner eller private virksomheder, bliver de fleste meget overraskede, når SKAT afslører sort arbejde i rengøringen på deres arbejdsplads.

- Men i mange kontrakter har der slet ikke været nævnt noget om, hvordan man vil sikre sig imod sort og illegalt arbejde, siger Hanne Nielsen.

SKAT: Kend identiteten på rengøringsfolk

SKAT og politi har konstateret sort og illegalt arbejde i alt fra skoler og børnehaver, til supermarkeder og banker i forbindelse med en stor landsdækkende indsats imod sort rengøring.

Derfor tilråder de, at kommuner og virksomheder sørger for, de kender identiteten på dem, der gør rent. Uanset om man tillader underleverandører eller ej. Det kan for eksempel gøres ved, at man tjekker billede-ID for eksempel i form af pas eller kørekort.

- Det gør det meget lettere at kontrollere, at der bliver betalt skat, og at der ikke er tale om sort arbejde eller illegale medarbejdere, hvis man ved, hvem der er ansat, siger Hanne Nielsen.

Vigtigt med kontrol

Dernæst er det vigtigt at følge op med kontroller. Her råder SKAT til, at man beder om at få udleveret en e-indkomstkvittering, hvor man kan se, om der er indbetalt skat, og hvilket firma den ansatte arbejder for.

- Man kan ikke se på folk, at de arbejder sort. Tit er de jo søde og smilende ligesom alle andre og møder også op i de rigtige uniformer, siger Hanne Nielsen.