Serbisk netværk bag rengøringsskandale
Den beskidte rengøring:
Et serbisk netværk af underleverandører leverer sort og underbetalt rengøringsarbejde i såvel Jylland som Nordsjælland.
Ny grafik over underleverandører i rengøringsbranchen. Se rettelse i faktaboks. Klik her for at se diagrammet i fuld størrelse. (Grafik: Lau Mattesen) Rengøringsskandalen i Jylland, hvor flere velrenommerede virksomheder som COOP har fået gjort rent af underbetalte rumænere, er tæt forbundet med rengøringsskandalen i blandt andre Gribskov og Rudersdal kommuner i Nordsjælland.
En familie med rødder i Serbien står bag flere selskaber, der som underleverandør har leveret billig arbejdskraft til firmaet KN Rengøring og til Danmarks næststørste rengøringsselskab Forenede Service.
Dels via DN Rengøring, der ejes af David Nika, dels via JD Rengøring, som tidligere blev drevet af broren Jimmy Nika. Firmaet blev ifølge hans egen forklaring fyret af Forenede Service, da politiet fandt rumænere i familiens kælder.
Ejer rumæner-hus sammen
Jimmy Nika er samlevende med Olivera "Olivia" Stan. Hun er datter af Jovanka Stan, ejer af Olivias Rengøring, som er underleverandør til KN Rengøring. Olivera "Olivia" Stan har så sent som i januar været ansat i Forenede Service. (Se illustration over netværket.)
Fagbladet 3F har interviewet flere rumænere, som fortæller, at de har arbejdet for både KN Rengøring og for Forenede Service, mens de var ansat af David Nika i selskabet DN Rengøring.
David Nika er samtidig medejer af et hus på Montebello Allé 35 i Helsingør, hvor politiet sidste år under stor mediebevågenhed fandt seks rumænere.
Brødre afviser forbindelse
Både David Nika og Jimmy Nika afviser, at de i familien samarbejder om at levere billig rumænsk arbejdskraft til danske rengøringsselskaber.
- Jeg arbejder ikke sammen med nogen. Jeg arbejder sammen med min kæreste og mine folk, siger David Nika til Fagbladet 3F. Han bekræfter, at han tidligere har været ansat i Forenede Service, men afviser, at han nogensinde har været underleverandør til Forenede Service.
David Nika afviser også, at han har betalt sine ansatte cirka 500 euro/3.700 kroner kontant om måneden. Han indrømmer dog, at han ikke følger nogen overenskomst.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Olivias Rengøring.