Røde tal på Birn koster 54 jobbet
Ansatte og tillidsrepræsentanter på jernstøberiet Birn er chokerede over fyringsrunde, som ingen havde ventet, for der er rygende travlt i produktionen. Flere fyringer i vente, varsler direktøren.
54 ansatte bliver nu fyret på jernstøberiet Valdemar Birn i Holstebro på grund af et underskud på otte millioner kroner. Direktøren varsler flere fyringer. (Arkivfoto) Det koster foreløbig 54 ansatte jobbet, at de seneste regnskabstal på jernstøberiet Valdemar Birn i Holstebro viser underskud på otte millioner kroner. Det kommer i hælene på et underskud på 12 millioner kroner i april, oplyser administrerende direktør Jens Axel Birn, der varsler flere fyringer.
- Der skal fyres flere i selve støberiet, men hvor mange, har vi ikke lagt fast endnu, siger han og pointerer, at Birn især er presset af høje råvarepriser - skrotprisen er fordoblet på et år. Dertil kommer høje priser på strøm og hård konkurrence fra lavtlønslande.
Chokerede ansatte
Tillidsrepræsentant Jette Sulkjær, understreger, at både tillidsrepræsentanter og ansatte er chokerede over fyringsrunden, hvor 48 ud af de 54 er timelønnede.
- Vi har meget travlt i produktionen og har arbejdet over i lang tid. Der er ansat nye folk siden efter sommer for at aflaste, og så sent som i mandags startede en ny kollega. Blot få timer efter fik vi besked om fyringsrunden, som jeg ikke havde fantasi til at forestille mig, siger Jette Sulkjær.
Bekymrede kolleger
Tillidsrepræsentanten savner en plan fra ledelsen, der viser, hvilken vej støberiet nu vil gå.
- Vi kan ikke klare den nuværende produktion med så mange færre hænder. Kollegerne spørger hele tiden om, hvad der skal ske, og hvad de skal gøre, siger Jette Sulkjær, der også sidder i støberiets aktieselskabsbestyrelse som medarbejderrepræsentant.
Jens Axel Birn påpeger, at alle kreative kræfter nu må frem med ideer.
- Vi har et meget højt aktivitetsniveau, men har alligevel underskud, så vi er nødt til at spænde livremmen ind og tilpasse os. Vi kan jo ikke producere os selv ihjel, siger han og slår fast, at Birn blandt andet arbejder hårdt på at få bedre priser.
Købt eller solgt?
Der er cirka 700 ansatte på Birn, og ud over de 54 bliver der også sagt farvel til 10 eksterne håndværkere, der har deres faste gang på støberiet. Der er ikke sat navn på fyresedlerne endnu. Det sker senest 5. september.
- Jeg håber, der kan blive meldt ud noget før. Det er meget hårdt at gå og vente, siger Jette Sulkjær.