Østarbejdere strømmer til whiskybæltet

I kommunerne Hørsholm og Gentofte bruger boligejerne fire gange så ofte udenlandske håndværkere som gennemsnittet for hele landet.

- Jeg kan ikke lade være med at få den tanke, at en del nordsjællændere tager forretningsmanden med inden for havelågen, når de kommer hjem. Sådan, at de vil have håndværksarbejde udført så billigt som muligt og ikke er opmærksomme på, om arbejdet nu foregår helt efter bogen, siger Lars Storr-Hansen, direktør i Dansk Byggeri. (Foto: Colourbox.dk)- Jeg kan ikke lade være med at få den tanke, at en del nordsjællændere tager forretningsmanden med inden for havelågen, når de kommer hjem. Sådan, at de vil have håndværksarbejde udført så billigt som muligt og ikke er opmærksomme på, om arbejdet nu foregår helt efter bogen, siger Lars Storr-Hansen, direktør i Dansk Byggeri. (Foto: Colourbox.dk)

Når boligejerne i rigmandskommuner nord for København får udvidet garagen eller lagt nye fliser i haven, så er det ofte en polak, litauer, tysker eller anden udlænding, der har hammeren eller vinkelsliberen i hånden.

En kortlægning, som Ugebrevet A4 har foretaget, viser, at i kommunerne Hørsholm og Gentofte nord for København bruger boligejerne fire gange så ofte udenlandske håndværkere som gennemsnittet for hele landet.

Fra august til december 2011 var der udenlandske firmaer på mindst 1.523 forskellige byggepladser, viser A4's kortlægning på baggrund af tal fra Registret over Udenlandske Tjenesteydere (RUT).

Firmaerne på fremmede nummerplader var forholdsvis mest til stede i Nordsjælland, Hovedstadsområdet, Ringsted på Midtsjælland og i Sønderjylland.

Arbejdsmarkedsforsker og leder af FAOS ved Københavns Universitet Søren Kaj Andersen finder kortlægningen vældig interessant.

- Vi har med tallene fra A4 for første gang fået bekræftet billedet af Nordsjælland som et område med stor koncentration af udenlandske firmaer. Det er meget interessant, for fagbevægelsen og arbejdsgiverne har hidtil hævdet det uden at kunne fremlægge hårde fakta, siger Søren Kaj Andersen.

Det er langt fra problemfrit, at husejerne i Nordsjælland er så glade for at bruge udenlandske håndværkere. Det oplyser formanden for byggegruppen under fagforeningen 3F Frederiksborg, Mogens Larsen.

- Når vi kommer ud på byggepladser med udenlandske håndværkere, er det næsten altid sådan, at der enten ingen overenskomst er, eller også bliver overenskomsten ikke overholdt. Skåret ind til benet er de udenlandske håndværkere kun her, fordi de bliver underbetalt, siger Mogens Larsen.

Og det er kun toppen af isbjerget, der bliver knaldet, siger formanden for byggegruppen.

- Der er langt flere sager med udenlandske firmaer, der bryder overenskomsterne, end vi har nogen jordisk chance for at overkomme, oplyser han.

Hos SKAT er erfaringen, at der er noget at komme efter, når man tjekker udenlandske firmaer og håndværkere i Nordsjælland. Der bliver eksempelvis snydt med moms, A-skat eller bilafgifter.

Det fortæller Per Jacobsen, som er skattedirektør i SKAT i Midt- og Sydsjælland samt koordinator i SKAT's landsdækkende arbejde med udenlandske firmaer.

- Vi har kig på Nordsjælland, for der er en stor koncentration af udenlandske firmaer, og der er relativt mange renoveringer og ombygninger i gang hos private villaejere. Der kommer adskillige aktioner i år i Nordsjælland, hvor vi i samarbejde med Arbejdstilsynet og politiet vil tjekke udenlandske virksomheder, bebuder Per Jacobsen.