Det skal du tjekke på forskudsopgørelsen

Klumme: I dag ligger din forskudsopgørelse klar på SKAT's hjemmeside. Brug noget tid på at undersøge, om de fortrykte oplysninger er korrekte, så du undgår et skattesmæk.

Tjek din forskudsopgørelse, og undgå skattesmæk. (Foto: Colourbox)Tjek din forskudsopgørelse, og undgå skattesmæk. (Foto: Colourbox)

Din fortrykte forskudsopgørelse ligger nu klar. SKAT beregner din forskudsopgørelse ud fra tidligere indberetninger, men der kan meget vel være sket ændringer i din økonomi, som SKAT endnu ikke kender til.

Det er derfor vigtigt, at du i ro og mag selv kigger oplysningerne igennem, da det er dig, der rammes, hvis oplysningerne ikke stemmer.

Har dine renteudgifter ændret sig?

Har du et lån med variabel rente, vil dine renteudgifter sandsynligvis ændre sig, og du skal derfor rette det til i din forskudsopgørelse, så du næste år får det rigtige rentefradrag. Tjek med din bank eller dit realkreditinstitut, hvad du kan forvente at betale i renter næste år.

Har du optaget et nyt lån, eller skal du efter endt uddannelse til at betale renteudgifter på dit SU-lån, skal du også selv skrive de nye renteudgifter ind i din forskudsopgørelse.

Har dine indtægter ændret sig?

Har du mistet dit arbejde, gået på deltid eller måske fået lønforhøjelse, skal du ændre din forskudsopgørelse. Det samme gør sig gældende, hvis du skal på barsel eller orlov.

Har du fået ny arbejdsplads, skal du måske også ændre i dit befordringsfradrag. Du er berettiget til befordringsfradrag, hvis du har mere end 12 km til din arbejdsplads.

Efterløn og kapitalpension

Der er også et par særlige forhold, der kun gør sig gældende i år. Er du stoppet med at indbetale til efterløn, skal du have reguleret dit fradrag ned. Og da kapitalpensioner sløjfes fra næste år, skal du huske at forhøje dine pensionsindbetalinger til rate- eller livrente, hvis du fremover lader betalingerne går til en af disse i stedet.

SKAT's hjemmeside kan du læse mere og se, hvad du skal gøre.