Kommission foreslår skattelettelser på 35 mia. kr.

Skattekommissionens udspil til skattereform anbefaler store skattelettelser for de rigeste, men en del skal betales af de rige selv.

De rige skal være med til at betale for en nedsættelse af topskatten. I hvert fald hvis det står til Skattekommissionen, som i dag fremlægger sit udspil til skattereform.

Blandt andet foreslår Skattekommissionen et loft over fradragene for indbetaling til pension samt en nedsættelse af boligejernes rentefradrag. Indtægter herfra skal være med til at finansiere topskattelettelserne.

"Det bliver meget svært at lave en skattereform, hvis man ikke vil røre ved boligskatterne. Vil man helt frede boligejerne, bliver det svært at finde de store finansieringskilder", siger overvismand Peter Birch Sørensen til Politiken.

Skattekommissionens udspil kommer på en dag, hvor en Gallup-måling viser, at danskerne er klar til et markant opgør med topskatten. Den viser ifølge Berlingske Tidende, at 52 procent af danskerne ønsker et større opgør med topskatten end bundskatten, og at hele 72 procent af danskerne ønsker grænsen hævet for, hvornår man betaler topskat.