Tysk stilladsarbejders efterladte får 400.000 kroner
Efterladte til udenlandske byggearbejdere, der omkommer på danske byggepladser, har nu fra første dag ret til at få udbetalt erstatning.
Fem udenlandske bygningsarbejdere blev dræbt ved byggearbejde i Danmark i 2008. I de tilfælde, hvor arbejderne har været omfattet af dansk overenskomst, og hvor arbejdsgiveren har indbetalt pensionsbidrag, er den udenlandske arbejder omfattet af forsikringens dødsfaldsdækning. (Foto: Thomas Lekfeldt/Polfoto.) En 29-årig tysk stilladsarbejder var en af de 14 bygningsarbejdere, der sidste år mistede livet ved arbejde på danske byggepladser. Fem af de 14 var udlændinge.
Midt i tragedien er den tyske arbejders efterladte dog bedre stillet end mange af de andre udenlandske arbejdere, som kommer alvorligt galt af sted ved arbejde i Danmark.
Den 29-årige var ansat i et overenskomstdækket dansk stilladsfirma, da han i november i dårligt vejr faldt i døden fra otte meters højde. Han havde været ansat i det danske firma i knap fem måneder, da han blev ramt af ulykken.
Som følge af forbedringer, der blev gennemført i overenskomsten i 2007, var den tyske arbejder omfattet af dansk arbejdsmarkedspension med tilhørende forsikring. Det betyder, at hans kone modtager 400.000 kroner i dødsfaldssum.
Firkantede regler
- Intet kan erstatte en mand og forsørger, men midt i de tragiske omstændigheder er det trods alt et plus, at hans kone får et økonomisk plaster på såret og dermed ikke midt i en personlig tragedie også umiddelbart får økonomiske problemer, siger Simon Gregersen, formand for Stilladsarbejdernes Landsklub.
- Det ville have været helt bizart, hvis en måned fra eller til og firkantede anciennitetsregler havde afskåret hans efterladte fra at få dødsfaldssummen. Dødsfaldet gør lige ondt, uanset hvor længe du har været ansat, siger han - og udtrykker tilfredshed med, at anciennitetsreglerne er væk.
Har udbetalt til en lille håndfuld
Når den 29-årige er omfattet af pensionsordningen, skyldes det, at man i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2007 afskaffede de hidtidige bestemmelser om, at man skulle have arbejdet på en byggeoverenskomst i halvt år, før man var omfattet af pensionsreglerne. Nu er et halvt års erhvervsarbejde tilstrækkeligt - uanset i hvilket land det er udført.
PensionDanmark oplyser, at man ikke registrerer udbetalinger i forhold til modtagernes nationalitet. Man skønner, at der for 2007 og 2008 er udbetalt dødsfaldssum til "en lille håndfuld" udenlandske lønmodtagere.