Fleksjobbere har ekstra rettigheder

Folketingets Ombudsmand kritiserer kommune, der ikke gjorde nok for at undgå fyring. De skulle i endnu højere grad have prøvet at omplacere kvinde.

Hans Gammeltoft-Hansen mener ikke, det kan afvises, at kvinden ikke var blevet afskediget, hvis kommunen havde taget hensyn til det sociale kapitel og undersøgt, om de kunne finde et andet fleksjob til hende. (Foto: Folketingets Ombudsmand)Hans Gammeltoft-Hansen mener ikke, det kan afvises, at kvinden ikke var blevet afskediget, hvis kommunen havde taget hensyn til det sociale kapitel og undersøgt, om de kunne finde et andet fleksjob til hende. (Foto: Folketingets Ombudsmand)

Hvis en kommune eller en region skærer ned, så skal den gøre en særlig indsats for at finde en anden stilling til fleksjobbere. Det viser en ny afgørelse fra Folketingets Ombudsmand.

Han kritiserer en kommune, der fyrede en fleksjobber. Det skete, uden at der var gjort noget reelt for at prøve at omplacere hende.

Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen henviser til den såkaldte rammeaftale om det sociale kapitel, der er en del af den offentlige overenskomst. Den har kommuner og regioner indgået med 3F og andre faglige organisationer.

Aftalen stiller krav. Derfor fastslår Hans Gammeltoft-Hansen, at rammeaftalen ”formentlig skærpede kommunens pligt til at forsøge at omplacere kvinden”.

Saglig besparelse

Det er nyt, at beskyttelsen af fleksjobbere tolkes så vidtgående. Ombudsmanden har ingen indvendinger mod kommunens beslutning om at skære ned. Det var sagligt begrundet. Det var også ok at nedlægge den stilling, som fleksjobberen havde.

Men aftalen om det sociale kapitel medfører, at ”kommunen havde en skærpet forpligtelse til at forsøge at omplacere hende med henblik på at fastholde hende på arbejdsmarkedet,” skriver ombudsmanden.

Intet tyder på, at kommunen har forsøgt at gøre noget. Det kritiserer ombudsmanden, der henstiller til kommunen, at sagen genoptages.

Lille lønudgift

Kvinden har gennemgået flere uddannelser. Det lettede muligheden for at omplacere hende.

Ombudsmanden peger også på det økonomiske i tilskuddet til arbejdspladser med fleksjobbere:

"I forbindelse med en sparerunde måtte det desuden have betydning af 2/3 af hendes løn ikke blev betalt af kommunen," nævner Hans Gammeltoft Hansen.

Her er hele ombudsmandens afgørelse.

Ombudsmanden kritiserer fyring er fleksjobber

Ombudsmanden kritiserer fyring er fleksjobber