Cafeteriaejer politianmeldt for skattesnyd

3F Restauration i Sønderjylland går til politiet, fordi 22 tidligere ansattes på cafeteria Vognhjulet ikke er indberettet til SKAT.

3F Restauration i Sønderjylland har nu anmeldt den tidligere ejer af cafeteria Vognhjulet til politiet, fordi hun ikke har indbetalt skat for 22 medarbejdere. (Arkivfoto)3F Restauration i Sønderjylland har nu anmeldt den tidligere ejer af cafeteria Vognhjulet til politiet, fordi hun ikke har indbetalt skat for 22 medarbejdere. (Arkivfoto)

Mona Johnsen, tidligere forpagter af cafeteria Vognhjulet i Padborg, er blevet meldt til politiet for bedrageri. En række henvendelser til 3F Restauration i Sønderjylland viser, at hun har opkrævet skat hos 22 nu tidligere ansatte, men pengene er aldrig havnet, hvor de skal. Nemlig hos SKAT.

- Folk har ringet og sms'et, fordi de har kigget på deres årsopgørelser og fundet ud, at den indeholdte skat for 2007 ikke er indberettet til skattevæsenet, siger Dannie Leander Larsen fra 3F Restauration i Sønderjylland.

- Vi er nødt til at foregribe, at SKAT rejser krav mod vores medlemmer i forhold til ligningsloven og har derfor anmeldt Mona Johnsen for bedrageri, siger Dannie Leander Larsen, der håber, at politiet er klar til at rykke på anmeldelsen.

- Da jeg på et tidspunkt anmeldte samme Mona Johnsen for tyveri af de ansattes drikkepenge, gik der otte måneder, før politiet reagerede, fortæller han.

Støtte af chauffører

I sommer aktionerede de ansatte foran Vognhjulet, fordi de mente, at de efter en overenskomststridig strejke var blevet uretmæssigt bortvist. Aktionen fik stor støtte af blandt andet langturschauffører, der normalt fik tanket både køretøjer og maver op på stedet.

Arbejdsforholdene hos Mona Johnsen blev samtidig heftigt kritiseret. De ansatte var blevet snydt for løn, pension, tillæg med mere, og derudover havde mange psykisk svært ved at klare den hårde tone i cafeteriaet.

Da aktionen trak ud, valgte Mona Johnsen til sidst at lukke Vognhjulet. Efter et økonomisk efterspil i Arbejdsretten i København har hun et krav på halvanden million hængende over hovedet, og hertil kommer så de manglende skatteindberetninger.

- Jeg skal i gang med at regne, men for bare en enkelt person ved jeg, at der fra januar til juni kun er indberettet 13.000 kroner i skat, så det her kan også komme til at dreje sig om rigtig mange penge, siger Dannie Leander Larsen.

Nyhedsbrevet 3F har forsøgt at få en kommentar fra Mona Johnsen, det er ikke lykkedes.

Vognhjulet er nu genåbnet med tysk ejer.