Transportfolk er delt om elefant-stop
Forbud:
Transportministeren vil udvide forbud mod lastbiler, der overhaler andre lastbiler. Transportbranchen er delt i spørgsmålet om de såkaldte vejelefanter. 3F vil afvente forsøg i Østjylland.
Lastbiler, der overhaler langsomt og fylder som elefanter, sinker trafikken. Og nu vil transportministeren forbyde elefantkørsel flere steder i landet. Elefanter, der traver langsomt i flok, hører hjemme i Afrika, Indien og Thailand. Derfor skal lastbiler, der overhaler i elefanttempo, forbydes på flere danske veje.
Det mener Transportminister Hans Christian Schmidt (V). Han vil udvide forbud mod lastbiler, der overhaler andre lastbiler. I dag er den slags forbudt, når man kører på motorvej mellem Århus og Vejle.
Det blev indført som forsøg før jul, og 95 procent af bilisterne, der kører i området, bakker op. Det skriver Jyllandsposten, der har fået fat i en rapport, der er lavet af Vejdirektoratet.
Delte vande
Transportministeren siger til Jyllandsposten, at han ikke har bestemt sig for hvor mange steder, der skal være forbud mod vejelefanter. Ifølge avisen er det tanken, at forbuddet skal gælde i myldretiden morgen og eftermiddag.
Forslaget deler transportbranchen. DI Transport bakker op, hvis forbuddet bliver gennemtænkt. Vognmændene i DTL siger nej. 3F opfordrer ministeren til at vente, fordi det er uklart, hvordan forsøget i Østjylland har virket:
- Vi synes, ministeren skal vente på, at konklusionerne fra forsøget er klar, før der træffes nye beslutninger. Men vi er klar til at diskutere forslag med ham, siger Kim René Busch, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe.
Kampagner på vej
De chauffører, der kører lastbilerne, er knap så glade for forbuddet mod elefanter, som privatbilisterne. Ifølge Jyllandsposten er 55 procent af chaufførerne tilfredse med, at der blev sagt stop for elefanter på den østjyske motorvej.
Forbud eller ej. Transportbranchen er klar over, at den er gal, når der går elefant i for mange chauffører.
Derfor så kampagne-siden www.lastbiltransport.dk dagens lys sidste år. Det samme gælder "Tolerance Tour", der er en del af kampagnen ”Vi skal jo samme vej”. Formålet er smidigere kørsel og bedre trafikkultur.