Forventeligt forlis i forligsen
Ugens Politik: Mens nogle af de offentligt ansatte er i stemmeboksen, forsøger resten at opnå mere end de andre i forligsen. Meget tyder på, at det er halsløs gerning.
FOA's formand Dennis Kristensen tror ikke på, at Mette Christensens udsættelse af konflikten vil føre til noget. For hendes pengepung er ikke stor nok, bemærker han.
Udtalelsen faldt i forbindelse med, at SF nu igen bød sig til overfor sygeplejersker, pædagoger og social- og sundhedspersonale. Står det til SF, skal de grupper, der nu forhandler under forligsmand Mette Christensen, have mere i løn end de offentligt ansatte, der i disse dage stemmer ja og nej til de forlig, deres forhandlere har fået på plads.
De varme hænder i alle afskygninger har længe haft offentlighedens og visse oppositionspolitikeres opbakning. Spørgsmålet er, om det smitter af på forhandlingerne hos forligsmanden, der netop har udskudt konflikten første gang, så en strejke for knap 120.000 pædagoger, hjemmehjælpere og sygeplejersker tidligst kan gå i gang 19. april.
Pengepungen ikke stor nok
FOA har næppe den samme goodwill blandt de offentlige arbejdsgivere som de andre grupper. Dels brød man midt i KTO-forhandlingerne - men sad så alligevel med til organisationsforhandlingerne. Et særsyn. Dels har FOA's medlemmer ikke så lang en uddannelse som de andre, og argumentet med, at de halter bagefter de private med samme uddannelse, kan derfor ikke vinde samme gehør.
Sundhedskartellet - hvor den store gruppe af sygeplejersker hører under - har vist mere konsekvens i forhold til høje lønkrav lige fra starten. Og så er der pædagogerne, som nok reelt halter mest bagefter lønmæssigt i forhold til privatansatte med samme uddannelsesniveau.
Men FOA's formand Dennis Kristensen tror ikke på, at Mette Christensens udsættelse af konflikten vil føre til noget. For hendes pengepung er ikke stor nok, bemærker han.
Dermed har han næsten selv svaret på, at hele forligsmøllen næppe får nogen reel effekt for de grupper, der er under møllens vinger - hvor gode argumenterne end måtte være.
Så kan der vinkes goodbye
For det er bare ikke kutyme, at det offentlige sprænger lønloftet i forhold til, hvad der er givet til de private. Og da slet ikke set i lyset af, at resten af det offentlige arbejdsmarked er på plads med to KTO-forlig og et statsligt CFU-forlig med en lønramme på 12,8.
Dertil kommer, at forligsmanden næppe vil nå til et resultat, forbundene kan anbefale deres medlemmer. Siger de offentlige arbejdsgivere pludselig ja til en ramme på 15 procent, som sygeplejerskerne og nu også FOA har sat som krav, kan der vist godt vinkes endeligt goodbye til offentlige overenskomstforhandlinger i 2011. For hvorfor gå i forhandlinger, hvis man kan få over to procent mere ved at råbe højt nok.
Så dét scenarium er udelukket. Så hedder det snarere konflikt for de varme hænder engang i maj - forligsmanden kan udskyde det en gang mere, og det vil hun sandsynligvis gøre.
Når enkeltgrupper strejker
Vil det så batte noget? Der er tilsyneladende ingen historiske eksempler på, at større enkeltgrupper i det offentlige har haft kæmpe stor succes med at gå i konflikt alene. Var det en farbar vej, var sygeplejerskerne jo nok ikke på vej i storkonflikt for tredje gang på 15 år. Og helt tilbage i 1981 fik socialrådgiverne lov til at strejke, til deres kasse var tom.
Dertil kommer, at de økonomiske vinde blæser noget anderledes nu, end for et år siden, da retorikken om de offentligt ansattes dårlige lønninger begyndte. Dengang så man den offentlige service synke i grus, samtidigt med at middelklassedanskernes lommer bugnede. En klar modsætning, der var opbakning til at rette op på.
Men nu siger de økonomisk kloge, at væksten i dansk økonomi står til opbremsning. I dét klima vil ekstraordinære lønstigninger til udvalgte offentligt ansatte næppe blomstre.
At gøre som Bush
Mere sandsynligt er det, at vi vil se en konflikt for de varme hænder efterfulgt at et regeringsindgreb. Med det KTO-forlig, der foreligger, vil det være nemt for regeringen at snuppe en skitse, der kan ophæves til lov. Og som ligger inden for en ansvarlig, økonomisk ramme.
Så er spørgsmålet, om Dansk Folkeparti, der tidligere har grædt store, våde tårer på ældrepersonalets vegne, vil støtte sådan et indgreb. Noget af et dilemma. Også for Socialdemokraterne, der både skal fremstå som økonomisk, ansvarligt parti - og samtidigt som et klart alternativ til regeringen.
Til den tid vil nogle politikere måske fortryde, at de ikke gjorde som præsident George Bush - og holdt sig helt uden for de offentlige forhandlinger.