Falck-forhandlinger udsat

Forhandlingerne om en ny overenskomst for landets Falckreddere blev natten til tirsdag udskudt. Parterne mødes igen tirsdag klokken ti.

Forhandlerne for redderne og Falck skal mødes i Forligsinstitutionen igen tirsdag klokken ti. (Arkivfoto)Forhandlerne for redderne og Falck skal mødes i Forligsinstitutionen igen tirsdag klokken ti. (Arkivfoto)

Der er endnu ikke udsigt til et overenskomstforlig for landets godt 4.000 falckreddere. Forligsmand Mette Christensen sendte natten til tirsdag forhandlerne hjem med besked om at mødes igen tirsdag klokken ti.

Dermed er en mulig konflikt på det vigtige område rykket et skridt nærmere. Lykkes det ikke forhandlerne fra 3F's Transportgruppe og Falck-koncernen at handle sig frem til et forlig inden 28. maj, kan en konflikt gå i gang fem dage senere.

En konflikt vil blandt andet berøre transporten af patienter til og fra behandling på sygehusene. Til livstruende og akutte situationer vil der dog blive oprettet et nødberedskab.