Højere løn skal gælde alle grupper

Ikke overraskende ligger højere løn allerøverst på listen over de overenskomstkrav, som 3F-afdelingerne nu har indsendt til forbundet, og som vil blive lagt frem på 3F's repræsentantskabsmøde 23. august.

Formanden for 3F's offentlige gruppe, Ellen K. Lykkegård, siger, at lønkravet fra 3F'erne viser, at Dansk Folkepartis forslag om øremærkede penge til udvalgte faggrupper tæt på borgerne er "rent valgflæsk og stemmefiskeri".

- Hjemmehjælperen kan altså ikke komme ud til den ældre om vinteren, hvis der ikke er en specialarbejder, der fjerner sneen, for nu at tage et eksempel. Hvis vi ikke tænker i helheder, går det hele i stykker. Alle de lavtlønnede faggrupper skal have et løft, for de er alle brikker i et samlet puslespil, lyder det fra Ellen K. Lykkegård.

Ud over lønkravet er der overraskende mange, der vil have ret til bedre seniorordninger, viser opgørelsen fra 3F-afdelingerne. Også markante forbedringer på pensionsområdet samt rettigheder til uddannelse og kompetenceafklaring er krav, der går igen.

De skal nu have det blå stempel på 3F's repræsentantskabsmøde 23. august.

Herefter er der mange justeringer endnu, inden de kan sendes til arbejdsgiverne på grund af 3F's organisationsfællesskaber og fællesoverenskomster med andre forbund. Cirka 45.000 3F'ere i det offentlige skal have ny overenskomst næste år.Følg arbejdet med Overenskomst08 fra slutningen af august på www.3f.dk/ok08