Fogh udsteder ingen garanti til boligejerne

Regeringen vil fremlægge sit bud på en skattereform senere på måneden. Seks principper vil være fremherskende.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) afviser at kommentere enkeltdele i Skattekommissionens udspil til en kommende skattereform. Men usikkerheden for boligejernes lån lever videre, efter kommissionen i går foreslog at sænke boligejernes rentefradrag fra 33 til 25 procent.

"Vi vil gøre vores bedste for, at usikkerheden varer så kort som muligt," sagde Anders Fogh Rasmussen på tirsdagens pressemøde i Statsministeriet.

Regeringen vil bruge de kommende uger på at udarbejde deres bud på en skattereform, og det bliver fremlagt i slutningen af februar. Udspillet vil blive lavet efter seks grundprincipper:

1) Skatten skal ned på den sidst tjente krone 2) Skattereformen skal være miljørigtig 3) Den skal give tryghed for boligejerne 4) Den skal sikre bevægelighed på arbejdsmarkedet 5) Den må ikke skade landets konkurrenceevne 6) Og den skal forhindre øget grænsehandel.

På pressemødet forsøgte repræsentanter fra pressen gentagne gange at få statsministeren til at indrømme, at han vil løbe fra sine valgløfter, hvis der bliver pillet ved boligejernes rentefradrag. Det er statsministeren ikke overraskende dybt uenig i.

"Jeg tror faktisk aldrig, jeg har sagt noget om fradragsretten. Men lad mig slå det fast, at skattestoppet også står ved magt efter en skattereform," lød det fra Anders Fogh Rasmussen.

Forhandlingerne om en skattereform vil i første omgang være åben for alle partier, men ingen har vetoret i forhandlingerne.

"Regeringen skal igennem med en skattereform," sagde han.

Anders Fogh Rasmussen vil ikke sætte tal på, hvor meget en skattereform vil komme til at koste, og ville derfor heller ikke kommentere Skattekommissionens bud, der lyder på 35 milliarder kroner.