Forkert kvittering kan koste dyrt
Ferie:
Hvis du køber smykker, elektronik eller andre dyre ting med hjem fra ferien, så sørg altid for at få en kassebon eller betal med et kreditkort. Ellers kan du få problemer med din forsikring.
Hvis du fristes til at shoppe på ferien, så sørg for at få en kvittering med. Betal eventuel de lidt dyrere ting med kreditkort. (Foto: Colourbox) Køber du smykker hos en guldsmed i på ferien, så vær opmærksom på, at sælgeren ikke er alt for kreativ med papirarbejdet, når kvitteringen skal skrives ud.
Kommer du hjem med en hjemmestrikket kvittering uden maskinstempel, nummerering og moms, så risikerer du, at kvitteringen har omtrent lige så meget værdi som et blankt stykke papir, hvis du senere skal dokumentere, at du rent faktisk ejer de købte genstande.
- Hvis man tager til udlandet især Mellemøsten og Fjernøsten og køber dyre ting med hjem som f.eks ure, smykker, elektronik m.m, så skal man sørge for at få en ordentlig kvittering på stedet, forklarer Arne Knippel, der er kontorchef hos Forsikring og Pension.
- Ellers kan det ende med, at forsikringsselskabet ikke vil erstatte tingene, hvis de bliver stjålet eller er udsat for brandskader og lignende.
Brug fornuften
Langt hen ad vejen handler det om, at du bruger din sunde fornuft, når du er af sted. For smider du flere tusinde kroner efter et smykke, så er det klart, at en lille og fedtet lap papir med en krusedulle på ikke er nogen korrekt form for kvittering.
- Hvis du køber en dyr fladskærm herhjemme, så ønsker du jo også at få en ordentlig kvittering med garanti m.m både for dokumentations skyld, men også hvis der skulle opstå tyveri eller skade, fortæller Arne Knippel og fortsætter:
- Og det er sådan, at hvis du melder tyveri til forsikringsselskabet, så vil man oftest kræve at se dokumentationen på dyre ting, og kan du ikke fremvise det, så kan man rende ind i problemer.