Nationalbankdirektør blandt ledige hænder
Tirsdag aften mødtes direktøren for Nationalbanken med ledige bygningsarbejdere. Han fik dem ikke overbevist om fornuften i, at de skal gå ledige.
Nationalbankdirektør Nils Bernstein kom i god tid før mødet med ledige bygningsarbejdere. Og fik mulighed for den mere uforpligtende snak. Blandt andet om at være ledig. (Foto: Harry Nielsen.) Det var makroøkonomien mod tilværelsen på dagpenge, og det var et højere økonomisk skoleridt mod arbejderens snusfornuft. Det var nationalbankdirektøren mod frustrerede ledige bygningsarbejdere.
Enighed blev der ikke nået. Men tonen var gensidigt respektfuld og sober, da nationalbankdirektør Nils Bernstein mødtes med et halvt hundrede københavnske bygningsarbejdere. Det foregik tirsdag i et par timer omkring fyraften. Og hovedparten af de fremmødte er i øjeblikket uden arbejde.
Baggrunden for mødet var udtalelser fra Bernstein til Politiken for godt en måned siden. Her advarede han mod flere initiativer for at få flere i arbejde.
Hurtig invitation
Det fik Arbejdsløshedsudvalget i 3F BJMF til straks at invitere nationalbankdirektøren til diskussion med de ledige.
- Og skal vi være ærlige, så havde vi ikke forventet, at du ville komme, sagde Claus Westergreen fra fagforeningen.
Niels Bernstein svarede, at han var glad for at få lov til at forklare og debattere sine synspunkter på andet end de bonede gulve. Og han forstod, at det kan føles stødende, at ledighed betragtes som noget abstrakt, når ledighed rammer den enkelte hårdt.
Må acceptere ledighed
Men han valgte at kalde en spade for en spade: Lav ledighed presser lønningerne i vejret, høj ledighed svækker lønpresset. Og da vores lønudvikling er højere, end den er hos dem, vi konkurrerer med, svækker det vores konkurrenceevne.
Fortsætter en sådan udvikling, er der virkelig risiko for stor arbejdsløshed. Vi er derfor nødt til at acceptere lidt mere ledighed nu for at få mindre ledighed i fremtiden, lød hans ræsonnement.
Trods alle talegaverne lykkedes det ikke direktøren for nationalbanken at overbevise de ledige bygningsarbejdere om fornuften i, at de går ledige på dagpenge. Når samfundet i stedet kunne bruge pengene og deres arbejdskraft til at gøre noget ved forfaldet i kloakker, skoler og veje.