Fynsk vikarbureau bag systematisk snyd

Et kontroversielt vikarbureau på Fyn har i over 20 faglige sager betalt over 336.000 kroner til vikarer, som er blevet snydt.

En gennemgang af sagerne viser, at det fynske vikarbureau har snydt medarbejdere for blandt andet løn, pension, feriepenge samt betaling for feriefridage og søgnehelligdage. (Arkivfoto.)En gennemgang af sagerne viser, at det fynske vikarbureau har snydt medarbejdere for blandt andet løn, pension, feriepenge samt betaling for feriefridage og søgnehelligdage. (Arkivfoto.)

Udenlandske vikarer er blevet snydt i stor stil hos det fynske vikarbureau JSC Recruitment. Det omstridte vikarbureau, som tidligere hed JS-Consulting, har inden for de seneste to år i over 20 faglige sager måttet betale 336.421 kroner til udenlandske vikarer. Det viser en opgørelse, som Nyhedsbrevet 3F har lavet på baggrund af de faglige sager, som tre 3F-afdelinger har ført mod selskabet. - Det er svineri. Der har været tale om systematisk snyd, og jeg er overbevist om, at vi kun har set toppen af isbjerget, siger Bettina Skjold Andersen, faglig sekretær hos 3F Odense GOPS, til Nyhedsbrevet 3F.

122 kroner til 14 dage

En gennemgang af sagerne viser, at det fynske vikarbureau har snydt medarbejdere for blandt andet løn, pension, feriepenge samt betaling for feriefridage og søgnehelligdage. I mere end halvdelen af de mere end 20 faglige sager har 3F skaffet penge til de udenlandske vikarer her i 2008. Det gælder blandt andet en sag med en polsk kvinde, som blot havde fået 2.188 kroner i løn for perioden 23. juni til 6. juli. Hun havde fået løn for under 17 timer i perioden på 14 dage, fordi vikarbureauet ikke kunne finde arbejde til hende. Men den udenlandske vikar var ifølge kontrakten lovet løn for mindst 30 timer om ugen. Dertil kom, at den polske vikar måtte betale en række beløb til ejeren af vikarbureauet, Jesper Skouv, for bolig, forbrug, transport og administration - i alt 2.066 kroner. Dermed fik den polske vikar 122 kroner udbetalt for perioden på 14 dage.

Hustru overtager mands konkursbo

I en anden sag skaffede 3F Århus Rymarken godt 107.000 kroner efter et kontrolbesøg hos det fynske vikarbureau, som har sendt vikarer ud til mange virksomheder i forskellige brancher og i flere dele af landet. En stikprøve under kontrolbesøget afslørede, at en stor del af de 104 vikarer ikke havde fået deres betaling for søgnehelligdage i første kvartal af 2007. Ejeren af JS Recruitment, Jesper Skouv, lod 17. september 2008 sit selskab gå konkurs - formentlig med en stor gæld. Men hans hustru, Magdalena Barbara Skouv, overtog 23. september løjerne med tilbagevirkende kraft fra 18. september. Hustruen sender nu via selskabet Jobpower A/S de samme polske vikarer ud til de samme danske virksomheder rundt om i landet. Nyhedsbrevet 3F har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Jesper Skouv og Magdalena Barbara Skouv.

Se vikars løncheck på 2.188 kr. for 14 dage her…

Se vikars løncheck på 2.188 kr. for 14 dage her…