Skifter maskiner ud med billige polakker
Underbetalte østarbejdere udkonkurrerer maskiner i byggeriet. 3F vil hæve lønnen for østarbejdere.
Udenlandske firmaer dropper gravemaskiner og kraner og sætter østarbejdere til at løfte, slæbe og grave i stedet. (Foto: Harry Nielsen) Den teknologiske udvikling er slået om i bakgear på mange danske byggepladser.
Lønnen til østarbejdere er nu så billig, at de opgaver, danske håndværkere er vant til at bruge maskiner til, bliver løst med håndkraft. Udenlandske firmaer dropper gravemaskiner og kraner og sætter østarbejdere til at løfte, slæbe og grave i stedet.
Sådan lyder opråbet fra flere tilsynsførende fra Arbejdstilsynet, der ligesom arbejdsgiverne i Dansk Byggeri er bekymrede over tilbageskridtet i branchen.
- Vi ser i højere grad, at udenlandske virksomheder laver manuelt arbejde, hvor man normalt bruger tekniske hjælpemidler, siger tilsynsførende Kenneth Emil Holm Petersen.
Grave og slæbe
Flemming Overby, der ligeledes er tilsynsførende i Arbejdstilsynet, fortæller, at udenlandske mestre dropper kraner til at løfte plader af gips til for eksempel 4. sals højde. I stedet skal de ansatte slæbe pladerne op ad trapperne. Eller de undlader at leje gravemaskiner og sætter østarbejdere til at grave ud med håndkraft.
- Vi kan se, at nogle virksomheder med udenlandsk arbejdskraft vælger metoder med mere nedslidning, siger Flemming Overby.
Det er kun en god forretning at droppe maskinerne, fordi lønnen til østarbejdere ligger langt under deres danske kollegaer, påpeger Dansk Byggeri.
- Hvis lønnen er, som den skal være, kan det ikke betale sig at sætte folk til at grave og slæbe i stedet for at bruge maskiner. Når de udenlandske virksomheder gør det, er det, fordi lønnen er langt fra den danske, siger chef for arbejdsmiljø Mette Møller Nielsen.
20 kroner ekstra i timen
Forhandlingerne om en ny overenskomst for byggeriet er netop gået i gang. Her kræver 3F et tillæg på 20 kroner oveni mindstelønnen på 112,25 kroner i timen. Et såkaldt tillæg for akkordafsavn.
Det vil især hæve lønnen for østarbejdere. De får ofte mindstelønnen, der ligger mere end 50 kroner under gennemsnittet for danske håndværkere.
- Det vil være en stor stigning. Og det vil betyde, at vi begynder at nærme os dansk lønniveau og en fair konkurrence, siger Peter Hougård Nielsen, formand for 3F's Byggegruppe.
Forhandlingerne i byggeriet ventes at blive afsluttet i midten af februar.
- Det er som at skrue tiden tilbage, hvis mestrene drosler ned på de tekniske hjælpemidler og erstatter dem med billig arbejdskraft. Det har byggeriet ikke brug for, mener Peter Hougård Nielsen.