800 AMU-kurser bliver for dyre for ledige

Ledige må vinke farvel til over 800 AMU-kurser som selv-valgt uddannelse næste år, fordi regeringen indfører et pris-loft.

Ledige der ønsker seks ugers selvvalgt uddannelse får 800 færre kurser at vælge mellem næste år. Regeringens prisloft gør dem for dyre. (Arkiv)Ledige der ønsker seks ugers selvvalgt uddannelse får 800 færre kurser at vælge mellem næste år. Regeringens prisloft gør dem for dyre. (Arkiv)

Ledige, der ønsker at tage op til seks uger uddannelse efter eget valg, må næste år kigge langt efter over 800 forskellige kurser på AMU, som de har kunnet vælge indtil nu. Fra næste år indfører regeringen et prisloft, som begrænser hvilke kurser, de ledige kan vælge.

Loftet rammer en lang række svejsekurser, EU-efteruddannelse for chauffører, kurser indenfor asfaltarbejde, elektronik, og mange, mange flere. Samlet vil regeringen spare 389 millioner kroner via prisloftet over kurserne til de ledige. Det er en halvering af budgettet.

Problematisk for Dansk Metal

- Det er dybt problematisk for os. Over 350 af de 800 kurser ligger direkte indenfor vores medlemmers arbejdsområdet, siger lederen af arbejdsmarkedsafdelingen i Dansk Metal, Allan Lyngsø Madsen.

- I dag er det et krav fra mange virksomheder, at du skal have de nødvendige certifikater. Det er dybt godnat, at man afskærer ledige mulighederne for at dygtiggøre sig. Der er ingen tvivl om, at uddannelses-aktiviteterne blandt vores ledige vil falde, mener Allan Lyngsø Madsen.

Han mener, at AMU-kurserne bør undtages for prisloftet, fordi de er meget arbejdsmarkedsrettede.

- Det burde være beskæftigelsesmulighederne og ikke prisen, det afgør, om man kan komme på et kursus eller ej, siger Allan Lyngsø Madsen.

AMU-kurser forsvinder i Nordjylland

På AMU Nordjylland frygter direktør Lars Bo Breddam, at prisloftet kan betyde en halvering af antallet af ledige på seks ugers selvvalgt uddannelse næste år.

- Vi har cirka 3.000 personer på seks ugers selvvalgt uddannelse i år, for at få diverse certifikater og beviser, så de kan søge job. I gennemsnit har de været her 1,4 uge hver. Men omkring halvdelen af de kurser, vi har gennemført i år, forsvinder fordi de nu anses for for dyre, frygter Lars Bo Breddam.

Priserne for AMU-kurser er fastsat af Undervisningsministeriet, og ikke AMU-skolerne selv.

- Det værste er, at man bremser op for viden og vækst, og ændrer en aktiv arbejdsmarkedspolitik til en passiv, siger han.

Se 3F's liste over de 800 forbudte kurser her

Se 3F's liste over de 800 forbudte kurser her