Tørnæs er noteret i "Fars lille bog"

Sagen om Ulla Tørnæs, der flere gange har vildledt om ægtefællens økonomiske interesser, kan på sigt koste hende taburetten, mener politiske iagttagere.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs sidder særdeles yderligt på ministertaburetten.
- Når der er rokade næste gang, så står hun ikke til at blive forfremmet - hun ryger snarere ud, vurderer Henrik Qvortrup, Foghs tidligere spindoktor.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs sidder særdeles yderligt på ministertaburetten. - Når der er rokade næste gang, så står hun ikke til at blive forfremmet - hun ryger snarere ud, vurderer Henrik Qvortrup, Foghs tidligere spindoktor.

I fredags afslørede Nyhedsbrevet 3F, at udviklingsminister Ulla Tørnæs endnu engang har givet forkerte og vildledende oplysninger om familiens engagement i en række østeuropæiske svinefabrikker til statsministerens register - et register, der netop skulle skabe åbenhed om ministrenes økonomiske interesser.

Efter afsløringen vil Ulla Tørnæs nu ansætte en revisor til at kontrollere de oplysninger, hun modtager fra sin mand: svinebonden Jørgen L. Tørnæs.

Ryger ud næste gang

Hele sagen er håndteret så kluntet og sjusket, at Tørnæs' fortsatte karriere som minister er i fare, vurderer Anders Fogh Rasmussens tidligere presserådgiver, Se & Hørs chefredaktør Henrik Qvortrup.

- Når der er rokade næste gang, så står hun ikke til at blive forfremmet - hun ryger snarere ud, siger Henrik Qvortrup.

Samme vurdering kommer fra Lotte Hansen, der er politisk rådgiver i Advice og ligesom Henrik Qvortrup fast deltager i DR2-programmet Jersild & spin:

- Havde den her sag handlet om alle andre end Ulla Tørnæs, så havde det ikke været alvorligt. Men Tørnæs sidder i forvejen meget yderligt på sin taburet, lyder det fra Lotte Hansen.

Hun mener, at det er en skærpende omstændighed, at ministerens mand tidligere offentligt har forsvaret sig i sagen om illegal østeuropæisk arbejdskraft på hans gård, hvor han blandt andet kom med nogle hårde angreb på Udlændingestyrelsen.

- Han har altså tidligere kædet det private og det politiske sammen, og det rammer dem nu, mener Lotte Hansen.

Ingen hjælp fra Fogh

Selvom sagen er en stor belastning for Ulla Tørnæs, mener de to kommentatorer ikke, at statsministeren vil fyre hende her og nu.

- Fogh har ikke for vane at fyre ministre. Sagen er irriterende for Fogh, men Tørnæs sidder i forvejen i et af de mindste ministerier, og jeg tror, han tænker, at det er begrænset, hvad skade hun kan forvolde derfra, lyder vurderingen fra Lotte Hansen.

Men Tørnæs skal ikke regne med nogen hjælp fra statsministeren, mener Qvortrup, der heller ikke tror, at der har været direkte kontakt mellem Fogh og Tørnæs, mens sagen har stået på:

- Foghs strategi er at lade hende stege lidt. Han er så irriteret på hende, at han ikke vil give hende den hjælp, der ville ligge i at ringe til hende og sige: "du skal gøre sådan og sådan". Han lader hende stege, og så får hun lige pludselig et svirp. Hvornår vides ikke, men det er noteret i "Fars lille bog", siger Henrik Qvortrup.

Kender Fogh dårligt

Den tidligere spindoktor undrer sig over, at Ulla Tørnæs ikke kender sin statsminister bedre.

- Fogh lægger vægt på, at der er orden i tingene, og har ofte gjort sig til dommer over andres - specielt socialdemokraters - moral. Så det er utilgiveligt, at en minister ikke har orden i sagerne. Ulla Tørnæs leger med ilden, siger Henrik Qvortrup.