Vestas' ordblindekurser bliver globale
Succes med hjælp til ordblinde på Vestas skal udbredes til Vestas-ansatte med læseproblemer i hele verden.
Vestas ordblinde-succes skal efter sommeren op at køre på Vestas' fem fabrikker i Colorado, USA. Bagefter venter Vestas' 24.000 ansatte verden over. Danmarks største ordblindeprojekt på vindmøllefabrikken Vestas skal efter sommeren op at køre på Vestas' fem fabrikker i Colorado i USA. Men det stopper ikke der. Bagefter venter Vestas' 24.000 ansatte verden over.
Manden bag projektet, 69-årige Kaj Andersen, 3F-tillidsrepræsentant på Vestas, er stolt.
Venter succes i USA
- Når succesen i USA forhåbentlig er i hus, så er planen at gå videre til de Vestas-ansatte i resten af verden, der har brug for læse- og stavehjælp, siger Kaj Andersen der står for projektet i USA sammen med Erik Jensen, selvlært IT-specialist og tidligere 3F'er i Vestas' produktion.
Herhjemme har 310 Vestas-ansatte - otte procent af de timelønnede - været på ordblindekursus og fået en såkaldt it-rygsæk: Det er et hjælpemiddel til ordblinde, der består af en bærbar computer med ordprogrammer, scanner og andet udstyr.
Alle får samme tilbud
- Vi har lavet en it-rygsæk til amerikanerne med oversatte programmer. Jeg glæder mig helt vildt til at gå i gang, siger Kaj Andersen.
Men Vestas har produktion og montører i en lang række andre lande: Tyskland, Kina, Indien, Ungarn, New Zealand, Japan, Norge og mange flere.
- Uanset hvor i verden man arbejder, er vi kolleger. Alle skal have det samme tilbud, siger Kaj Andersen, der ikke har tænkt sig at geare ned, selvom han er på vej mod de 70 år.
- Ja, jeg burde vel gå i haven og pusle, men mit arbejde er så spændende. Det holder mig i gang og jeg kunne ikke drømme om at stoppe. Jeg havde nu heller aldrig drømt om, at projektet, som vi søsatte i 2008, skulle vokse sig så stort, siger Kaj Andersen.