Prisloft giver voldsomt fald i AMU-kurser

75 procent færre arbejdsløse industriarbejdere kommer på AMU-kursus, efter regeringen og DF indførte prisloft på området. Det møder hård kritik fra en bred front.

Regeringens prisloft på AMU-kurser betyder, at ledige industriarbejdere får afslag, når de søger om svejse-, kran- eller robotkurser. (Arkivfoto)Regeringens prisloft på AMU-kurser betyder, at ledige industriarbejdere får afslag, når de søger om svejse-, kran- eller robotkurser. (Arkivfoto)

Blå bloks nedskæringer på kurser for ledige har haft dramatiske konsekvenser. Inden for industriens område er der sket et fald på hele 75 procent i lediges brug af seks ugers selvvalgt uddannelse fra 2010 til 2011. Det viser tal fra Undervisningsministeriet.

Det betyder, at langt flere ledige industriarbejdere får afslag, når de søger om svejse-, kran- eller robotkurser.

- Det er en katastrofekurs, siger Pia Maul Andersen, forhandlingssekretær i 3F's Industrigruppe.

Det store fald kommer i kølvandet på regeringen og Dansk Folkepartis prisloft. Siden nytår har kommunerne kun fået refunderet 3.500 kroner pr. uge, når de sender ledige på kursus.

Pia Maul Andersen er stærkt bekymret for konsekvenserne. Fremover kræver det nemlig kompetencer svarende til to års uddannelse at være ansat i industrien.

- Udviklingen går jo stik imod morgendagens behov for uddannelse, siger Pia Maul Andersen.

Kritik fra DI

Også arbejdsgiverne i DI er kritiske overfor besparelserne på området:

- Der er ingen tvivl om, at det store fald skyldes prisloftet, siger Steen Nielsen, arbejdsmarkedspolitisk chef i DI.

Han anerkender, at regeringen har brug for at holde igen på udgifterne for at få styr på de offentlige finanser.

- Men hvis man har et job på hånden og blot mangler et kursus, så burde prisloftet ikke blokere for det, siger han.

S: Væk med prisloft

Den måske kommende undervisningsminister Christine Antorini (S), lover at fjerne prisloftet, hvis rød blok vinder valget på torsdag.

- Det er knald i låget. For det er jo netop disse kurser, som har sikret, at folk kom tilbage på arbejsmarkedet, siger Christine Antorini.

Tirsdag formiddag var det ikke muligt at få en kommentar til sagen fra beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V).

Se dokumentationen her

Se dokumentationen her