Drømmer om det faste job

Derek Donechy smed tjenerjakken og gik til industrien. Og blev arbejdsløs. Nu trækker han gummihandsker på og vil omskoles til serviceassistent.Viden om virkeligheden

Som 49-årig er Derek Donechy i gang med endnu et gevaldigt hop i tilværelsen.

- Jeg skal væk fra ufaglært fabriksarbejde. Det er for usikkert. Det er ikke let at starte forfra og skifte branche, men det er nødvendigt.

Derek Donechy har prøvet det før. I 12 år var han tjener på et af Hamborgs mest berømte hoteller - De Fire Årstider. Men så forelskede han sig i en dansk pige.

- Jeg flyttede til Danmark og fik job på Falsled Kro. Vi fik barn, men gik fra hinanden, og så blev det svært. For jeg kunne jo ikke passe Stinne lørdag-søndag, når jeg var på arbejde.

Løsningen var at blive tjenervikar, hvor der var weekendfri.

- Så gik det. Men så tilbød arbejdsformidlingen mig et tre måneders metal-kursus på AMU Fyn. Jeg skiftede branche og fik almindelige arbejdstider.


Søgt mange job

Derek Donechy har senest været på industrivirksomheden Dinex som ufaglært maskinarbejder, men blev fyret i december sidste år.

- Jeg har søgt mange job, og man bliver jo lidt deprimeret. Jeg tror, at vejen til fast job er at blive serviceassistent i sygehusvæsenet.

Serviceassistenter udfører professionel rengøring og bistår andre faggrupper på blandt andet hospitaler.

Her i maj er han begyndt på tre og en halv uges rengøringskursus på AMU og håber på vikarjob bagefter. Og senere serviceassistentuddannelsen. Han glæder sig.

- Det er min drøm. Et fast arbejde, der holder i mange år, som jeg er glad for, siger Derek, der har boet i sit etplans gulstenshus i Odense i 20 år.


Giver ikke op

- Jeg er inkarneret ungkarl, men har min datter på 22 år boende, mens hun sparer sammen til en jordomrejse. Det koster ekstra med to koteletter i stedet for en. Men det løber lige rundt på dagpenge, siger Derek, der får VEU-godtgørelse på AMU svarende til højeste dagpenge på 3.625 kroner pr. uge.

I huset har han store stakke med cd'er, og i hjørnerne står flere guitarer. Derek har spillet i mange år, og den ultimative drøm er at leve som musiker. Men branchen er hård, så det vil han ikke satse på.

Glipper det med job som serviceassisent, har han en realistisk plan i baghånden.

- Så tager jeg uddannelsen som social- og sundhedsassistent. Jeg giver ikke op, siger Derek Donechy.


Viden om virkeligheden

Uddannelsessekretær Franse Gyldendal Lund i 3F Odense GOPS vejledte Derek Donechy, og for hende er det vigtigste, at man kommer i gang med det samme, så man ikke går i hi.

- Det er medlemmernes egne ønsker, der kommer på bordet. Men er det helt urealistisk, så sporer vi ind på noget andet. Vi giver en viden om, hvordan virkeligheden ser ud.

- Jeg tror, vejen til fast job er serviceassistentuddannelsen, siger Derek Donechy.