Regeringen vil ikke stoppe klimasex

Klimatopmødets deltagere kan gå på bordel uden at risikere løftede øjenbryn fra de danske værter. Regeringen vil ikke blande sig.

De prostituerede kan se frem til flere kunder under klimatopmødet. Regeringen ønsker ikke at blande sig. (Foto: Scanpix.)De prostituerede kan se frem til flere kunder under klimatopmødet. Regeringen ønsker ikke at blande sig. (Foto: Scanpix.)

Der var travlhed på det københavnske marked for købesex under både klimaformødet i maj og under IOC-mødet i sidste måned.

Efter alle solemærker at dømme vil der heller ikke blive sparet på energien under det kommende klimatopmøde.

- Vi har haft sindssygt travlt. Politikere har jo også brug for at slappe af efter en lang dag, sagde danske 'Miss Dina' til Nyhedsbrevet 3F efter formødet i maj.

Også sexslaver får travlt

Det er ikke kun danske luksusprostituerede, der får temperaturen til at stige hos de delegerede.

Også de mange udenlandske medsøstre, der arbejder under tvang og slavelignende forhold, kan forvente at få fint besøg.

Derfor har Enhedslistens Line Barfod stillet et såkaldt § 20-spørgsmål til ligestillingsminister Inger Støjberg(V). Hun ønsker svar på, om regeringen har taget initiativ til at opfordre de udenlandske besøgende til at holde sig fra købesex. Men det har regeringen ikke, og det agter den heller ikke at gøre.

Regeringen prioriter ikke menneskehandel

”Indenrigs- og socialministeriet påtænker ikke at igangsætte særlige tiltag på området i forbindelse med FN's klimatopmøde i København.
Regeringen igangsætter således ikke særlige initiativer,” siger ligestilingsministeren i sit skriftlige svar, og det svar bekymrer spørgeren.

- Det er utroligt, at regeringen ikke vil gøre en indsats. Det er udtryk for, at man overhovedet ikke prioriterer problemet med menneskehandel, siger Line Barfod.

Lars Løkke og hotelsex

SF's europarlamentsmedlem Emilie Turunen lagde allerede under sin valgkamp til parlamentet op til, at der blev lavet et sæt retningslinjer, der gav udtryk for, at de danske klimaværter ikke accepterer køb af sex.

- Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at verdens magtfulde mænd har så travlt med at købe sex, når de er her for at være med til at løse klimaproblemerne. Jeg får decideret kvalme, siger Emilie Turunen.

Men hverken statsminister Lars Løkke Rasmussen eller Inger Støjberg har ønsket at tage stilling til Turunens forslag. SF'eren mener, at alle topmødedeltagerne bør indkvarteres på hoteller, der har en klar anti-prostitutionspolitik, og som derfor ikke via receptionen formidler aftaler mellem gæster og escortpiger.

- Lars Løkke har indtil videre íkke gjort noget for at undgå, at klimamødet bliver et mekka for kyniske menneskehandlere. Jeg håber virkelig, at han snart kommer ud af starthullerne, siger Turunen.