Cirkusartisteri på danske byggepladser
Arbejdstilsynets kontrolaktion på byggepladser afslørede nok en gang mangelfuld sikkerhed - det handler om ledelse, siger AT.
Arbejdstilsynet oplevede under kontrolaktionen halsbrækkende akrobatik fra en mandskabslift, som den på billedet. Arkivfoto. Det var ikke en cirkusmanege, men en byggeplads, da en person i 12 meters højde hoppede fra en lift over på et tag. Afstanden var en meter - og personen havde ikke sikkerhedsline på.
Situationen blev oplevet tirsdag af en af Arbejdstilsynets tilsynsførende i forbindelse med en kontrolaktion, som tilsynet gennemførte over hele landet.
- Det er en adfærd, som jeg troede, branchen havde lagt bag sig. Det er meget alvorligt og stærkt bekymrende, at den slags ting kan ske på en dansk byggeplads, siger Hasse Mortensen, tilsynschef i AT i hovedstadsområdet.
Han sammenfatter tirsdagens kontrol således:
- En gang blandede bolsjer. Mange med god planlægning, styr på tingene og en ordentlig og ryddelig byggeplads. Men desværre stadig for mange, hvor tingene ikke er planlagt, og hvor man improviserer sig frem med alvorlige brister i sikkerheden.
Begynder og slutter med ledelse
For Hasse Mortensen er nøgleordet i forbindelse med byggeriets sikkerhed ledelse.
- Det begynder med ledelse, og det slutter med ledelse. Mange benytter deres ledelsesret til at tvinge et ordentligt arbejdsmiljø igennem. Vognen styres af den, der sidder ved rattet. Det er op til ledelsen at styre udviklingen - bestemme hvad man vil med arbejdsmiljøet. Det er ikke bare dem på kontoret. Det er også en pladsledelse. Det er formændene. Det handler om at bestemme kulturen og vise konsekvens, hvis man ikke vil indordne sig.
- Vi ved godt, at noget kan føles at være til ulejlighed, men hvis man tror, at arbejdsmiljø er dyrt, skal man tænke på, hvad det koster af tid og ulejlighed med rod og manglende planlægning - for slet ikke at tale om omkostningerne, hvis ulykken er ude. Min påstand er derfor, at de virksomheder, som allerede i planlægningsfasen tænker arbejdsmiljøet ind i byggeprojektet, også er dem, der tjener penge, siger Hasse Mortensen.