Sundhedstjek afslører forhøjet blodtryk

Mandag morgen forlod de første medarbejdere pakkebåndene på Bislev Mejeri for at få tjekket deres helbred. På 20 minutter fik de undersøgt blodtryk, blodsukker, kolesteroltal og vægt.

Sundhedstjek på Arla Mejeriet i Bislev. Ann Fournaif undersøges af sygeplejersken Lise Raben fra Falck. (Foto: Michael Bo Rasmussen)Sundhedstjek på Arla Mejeriet i Bislev. Ann Fournaif undersøges af sygeplejersken Lise Raben fra Falck. (Foto: Michael Bo Rasmussen)

55-årige Ann Fournais pakker til daglig smelteost hos Bislev Mejeri i Nibe. Arbejdet er hårdt for benene, og hendes vægt gik op, da cigaretterne blev lagt på hylden. Derfor takkede hun sammen med 85 kolleger mandag morgen ja til et sundhedstjek, der udbydes af Falck Healthcare efter aftale med 3F.

- Det er et fint tilbud. Man er jo ikke for kvik til at komme til lægen. Og det er nemt, når det foregår på arbejdspladsen, siger Ann Fournais.

- Sygeplejersken fortalte, at jeg skal holde øje med mit blodtryk. Det var lidt for højt, men ikke alarmerende. Det vidste jeg ikke, og det er godt at vide, at man skal passe på.

6.000 tjekkes

Ann er blandt de første af omkring 6.000 ansatte på 60 virksomheder, som får et sundhedstjek. 3F har fået pengene fra Forebyggelsesfonden.

Sygeplejersker fra Falck Healthcare undersøger blodtryk, blodsukker, kolesteroltal og vægt. Desuden skal deltagerne udfylde et spørgeskema om blandt andet arbejdsmiljøet på arbejdspladsen. Om et år bliver de tjekket igen.

Arbejdspladsen er vigtig

Projektet sætter spot på arbejdspladsen som et sted med kollektive muligheder for at ændre usunde omgangs- og arbejdsformer.

- Vi har meget mere fokus på sundhed end tidligere. For eksempel er vi med i en konkurrence, hvor vi tæller, hvor mange skridt vi går, siger mejeriets tillidsrepræsentant, Henrik Damgaard.

Kortuddannede dør ofte før dem med længere uddannelse, de har problemer med fysisk nedslidning, og mange har alvorlige problemer med hjerte, blodtryk og stofskifte.

Et pilotprojekt i foråret 2009 viste, at mere end tre ud af fem havde forhøjet blodtryk. Og næsten hver fjerde af alle sundhedstjekkede fik dengang målt meget forhøjet blodtryk.