Bløde pakker til transportens unge
OK07: Transportlærlinge får pension, barsel, sundhedsordning og forsikringer som del af ny overenskomst mellem 3F's Transportgruppe og HTS. De bløde pakker vækker tilfredshed. Men stigningen på lønnen er for lille, mener lærlingeformand.
Formand for 3F Ungdom, Mattias Tesfaye, er glad for de bløde pakker i forliget, men kritisk over for lønstigingen. (Arkivfoto.) Der skal bedre styr på uddannelsen og indføres to årlige samtaler med diskussion om, hvorvidt man lærer, hvad man skal. Og så skal grundlønnen og lønnen på skæve arbejdstider hæves kraftigt.
Sådan lød topkravene op til overenskomstforhandlingerne fra de lærlinge, der uddanner sig på lagre, i førerhuse og øvrige arbejdspladser på transportområdet.
I dag står det klart, at lærlingene på transportområdet har fået en del af kravene opfyldt. Men nogen stor lønfest bliver der ikke tale om.
- Alt i alt har vi forhandlet lønstigninger hjem, der de kommende tre år løber op i 14,1 procent. Den største stigning kommer på lærlingenes sidste år, hvor de det meste af uddannelsen får dens certifikater på plads, siger forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe Jørgen Aarestrup Jensen.
For eksempel stiger lønnen for lærlinge på det sidste år af uddannelserne på transportområdet til 73,98 kroner i timen allerede nu. 1. marts 2008 er satsen 76,98 kroner og i 2009 stiger det til 79,98 kroner i timen. Oveni indføres en særlig konto, der som på det øvrige transportområde stiger til en procent oven i lønnen.
Lærlingene er nu også omfattet af transportområdets sundhedsordning under PensionDanmark og af selve pensionsordningen og dens forsikringer, så snart de fylder 20 år. Og så gælder de samme barselsregler og reglen om fri på barns første sygedag og hvis barnet skal på hospitalet som på de udlærtes overenskomster, forklarer Jørgen Aarestrup Jensen.
Ros og ris fra unge
Han fremhæver desuden, at de unge har fået et væsentligt krav opfyldt om bedre styr på evalueringen i deres uddannelse. Det sker med følgende ord i overenskomsten:
"Lærlingen har ret til én samtale med sin arbejdsgiver og den uddannelsesansvarlige på arbejdspladsen før hver skoleperiode begynder. Her evalueres den forudgående skole og praktikperiode i fællesskab".
De bedre takter på uddannelsesområdet vækker glæde hos 3F Ungdom. Det gør lønstigningen til gengæld ikke.
- Det er rigtig positivt at der nu indføres samtaler før hvert skoleophold. At lærlingene nu også dækkes af de bløde områder som pension og barsel er godt og naturligt, og alt andet havde også været skuffende, siger Mattias Tesfaye, der er formand for 3F Ungdom og dermed også lærlingene.
Han er til gengæld kritisk i forhold til lønstigningen.
- Det er knap så meget som vi fik i 2004. Det er ikke tilfredsstillende, og slet ikke i transportbranchen hvor alle argumenter for højere lærlingeløn var til stede i år. Arbejdsgiverne er simpelthen sluppet for billigt, siger Matthias Tesfaye.
- Sandheden om lønstigningen på 14,1 procent er jo heller ikke, at lærlinge kan købe 14,1 procent flere pizzaer i de kommende år. Stigningen i den realløn, som lærlingene får i hånden er højst på 2,25 procent om året, fortsætter han.
Udover bedre styr på lærlingenes uddannelse bliver der fremover afsat 3.500 kroner til lærlingens obligatoriske studierejse.
3F Ungdom: Udtalelse om overenskomst (12. april 2007)
3F Ungdom: Udtalelse om overenskomst (12. april 2007)