3F på gaden i protest mod skattereformen

Over hele landet gik 3F fredag morgen på gaden for at protestere mod skattereformen. På Hovedbanegården blev morgentravle københavnere mødt af en hær af gule veste med 3F-logo.

Næstformand Jane Korczak var på gaden for at dele flyveblade ud til morgentravle danskere i protest mod regeringens skattereform.Næstformand Jane Korczak var på gaden for at dele flyveblade ud til morgentravle danskere i protest mod regeringens skattereform.

Danmarks største fagforbund har på det seneste været fast inventar i de danske medier, hvor utilfredsheden er blevet luftet i forbindelse med regeringens skattereform.

I dag gik 3F så på gaden landet over for at møde danskerne i øjenhøjde. I hovedstaden blev flyveblade spredt til morgenfolket på hovedbanegården.

En håbefuld næstformand i 3F var på pletten i håb om at få folks opmærksomhed.

- Hver gang vi går på gaden, tager folk vores budskab til sig. Og i dag er det fredag, folk glæder sig til weekenden, og de har måske fået penge tilbage i skat i går, sagde Jane Korczak med et glimt i øjet.

Brug for protest

Lidt længere nede ad gaden fik en overrasket politisk ordfører for Socialdemokraterne stukket et flyveblad i hånden.

- Jeg var ikke klar over, at 3F er på gaden i dag. Men det er da glædeligt, at I kæmper mod skattereformen. Nu vil jeg gå på arbejde og prøve at vælte regeringen, sagde Henrik Sass Larsen og travede i retning af Folketinget.

En ældre herre spurgte nysgerrigt til, hvorfor der var så massivt et opbud af gule 3F-veste. "Vi protesterer mod skattereformen," lød svaret prompte. "Det er der også hårdt brug for," sagde han og gik videre.