Jan har fået tre afslag på førtidspension

Jan Svendsen vejer 153 kilo, lider af søvnapnø, gigt og har kun 47 procent lungekapacitet. Tre gange har Hillerød Kommune afvist at give ham førtidspension. 3F har nu anket sagen.

Jan Svendsen har fået tre afslag på førtidspension fra Hillerød Kommune. 3F har nu anket hans sag.  (Foto: Harry Nielsen)Jan Svendsen har fået tre afslag på førtidspension fra Hillerød Kommune. 3F har nu anket hans sag. (Foto: Harry Nielsen)

Han har kørt lastbil, siden han var 18 år gammel. Men for seks år siden måtte Jan Svendsen opgive jobbet, fordi han var bange for at falde i søvn bag rattet. Han lider af søvnapnø. Nu fylder han snart 60 og sidder en stor del af dagen foran det lille blå kolonihavehus.

Ud over søvnforstyrrelser, vejer han 153 kilo, lider af gigt, har mistet over halvdelen af sin lungekapacitet og taber pusten bare ved at tage strømperne af. Lægerne siger, at hans lunger aldrig bliver bedre, men Hillerød Kommune har tre gange afvist at give ham førtidspension. Han skal tabe sig.

- Men jeg kan ikke dyrke motion, når jeg ikke kan trække vejret.

Ingen hjælp at hente

Jan Svendsens hustru Maj-Britt på 51 år har fået sit andet afslag på førtidspension. Hun har tre diskusprolapser og må tage morfin hver dag.

Ægteparret føler ikke, der er meget hjælp at hente i Hillerød Kommune. En tyk, blå mappe fuld af lægeerklæringer har ikke hjulpet nogen af dem.

Når de faste udgifter er betalt, har parret i alt 1.100 kroner om måneden at leve for.

Socialrådgiver i 3F Frederiksborg Jesper Kragh-Pedersen oplyser, at afdelingen har anket Hillerød Kommunes afslag.