To millioner for ødelagt ryg

Efter ni år har Landsretten tilkendt Arly Thinnesen to millioner i erstatning efter rygskader. Dommen får stor betydning for mange andre lignende sager.

- Mit liv har stået standby i ni år. Jeg forstår ikke, at det tager så lang tid at behandle en klar sag som min. Jeg har været vred og skuffet, men er ikke bitter, siger Arly Thinnesen. (Foto: Henrik Bjerregrav)- Mit liv har stået standby i ni år. Jeg forstår ikke, at det tager så lang tid at behandle en klar sag som min. Jeg har været vred og skuffet, men er ikke bitter, siger Arly Thinnesen. (Foto: Henrik Bjerregrav)

Arly Thinnesen, Esbjerg, blev for nylig tilkendt knap to millioner kroner i arbejdsskadeerstatning i Landsretten for en ødelagt ryg. Det var ni år efter, han kom til skade.

- Mit liv har stået standby i ni år. Jeg forstår ikke, det tager så lang tid at behandle en klar sag som min. Jeg har været vred og skuffet, men er ikke bitter, siger han.

Forløsningen var stor, da afgørelsen faldt. Arly Thinnesen og hustruen Bente faldt grædende hinanden om halsen i vild jubel.

Det startede med et smæld i ryggen, da han skulle løfte en gulvslibemaskine. Ulykken gentog sig godt et år efter på næsten samme måde. Arly Thinnesen har gennemgået i alt tre operationer for tre alvorlige diskusprolapser. I dag har han kroniske smerter og gangbesvær.


Dom får stor betydning

Advokat David Østervig Lindgaard fra advokatfirmaet Bjørst, pointerer, at dommen får stor betydning for mange andre arbejdsskadede.

Et væsentligt spørgsmål i sagen var, om Arly Thinnesens slidgigt, som han led af før ulykken, kunne være grund til, at han ikke havde krav på erstatning.

- Men dommen fastslår, at selvom Retslægerådet ikke entydigt kan sige, om det er ulykken eller slidgigten, der er årsag til hans sygemelding, så får han erstatning alligevel, fordi han før ulykkerne ikke havde relevante gener. Ligesom han arbejdede på fuld tid op til ulykkerne, forklarer han.

Han understreger, at det er meget almindeligt, at personer, der kommer ud for en arbejdsskade, har slidgigt, ondt i ryggen eller andre lidelser.

- Dommen vil derfor få væsentlig betydning i andre lignende sager, siger han.

Lænket til sengen

Arly Thinnesen er en garderhøj vestjyde på 57 år, som nu prøver at kæmpe sig tilbage til sit gamle jeg.

- Man går i stå socialt og i hovedet. Modstanden fra Arbejdsskadestyrelsen har også gjort mig mistænksom, siger Arly Thinnesen.

Når smerterne lænker ham til sengen i dagevis, kan han ikke undvære medicinen. For år tilbage stod den på et aktivt sportsliv og socialt liv. I dag ser han mest væggene i parcelhuset.


Skal holde lang tid

Han kom på førtidspension som 51-årig, og indkomsten er dalet.

- Vi har aldrig lånt og skyldt. Derfor har vi klaret den, siger han.

Men de knap to millioner kroner inklusive renter, er kærkomne.

- De skal holde i mange år, pointerer han.