Flere SFere kræver nyt regeringsgrundlag

SF'ere kritiserer regeringens indsats og kræver et nyt grundlag, men politisk ordfører Jesper Petersen advarer

Der er nu pres på SF-leder Villy Søvndal for et nyt og langt mere rødt regeringsgrundlag. (Foto: Lars Krabbe / POLFOTO)Der er nu pres på SF-leder Villy Søvndal for et nyt og langt mere rødt regeringsgrundlag. (Foto: Lars Krabbe / POLFOTO)

Regeringen er kørt så meget fast, at Socialdemokraterne, SF og De Radikale i det kommende folketingsår skal genforhandle regeringsgrundlaget med en rødere og grønnere profil.

Det kræver flere SF'ere i Berlingske.

- Der er rekordhøj arbejdsløshed i Europa, og gælden er vokset. Det samlede billede er en trussel mod vækst og arbejdspladser i Danmark.

- Det skal en ny plan tage bestik af, siger SF's EU-parlamentariker Emilie Turunen, som vil i Folketinget, og fortsætter:

- Man kan skrive ind, at den fortsatte håndtering af krisen har højeste prioritet, og at man går endnu mere målrettet efter at skabe arbejdspladser i Danmark.

Hendes krav støttes af Meta Fuglsang, som i foråret blev vippet som næstformand ved SF's landsmøde og sidder i landsledelsen.

- Man skal sætte sig ned og aftale, hvad der bør være regeringens samlede plan for det næste stykke tid, siger hun.

Ifølge SF's forhenværende folketingsmedlem Leif Hermann skal partiet kræve et nyt regeringsgrundlag.

- SF må stille et krav om, at man vil genforhandle regeringsgrundlaget. Det nye program skal give bedre mulighed for, at SF kan profilere sig, siger han.

Henrik Jensen Møller, som er SF's lokalformand i Tønder, ser "grund til at genforhandle hele regeringsprojektet".

SF's politiske ordfører Jesper Petersen hælder koldt vand i blodet på sine partifæller.

- Det er helt rimeligt, at regeringen åbenlyst har nogle udfordringer, men man skal ikke regne med, at Vestager, Søvndal og Thorning leverer et nyt regeringsgrundlag, når de møder på arbejde i august, siger han.

Planen om et nyt regeringsgrundlag afvises også af Socialdemokraternes fungerende politiske ordfører John Dyrby Paulsen.

- Tiden er slet ikke inde til at skulle revurdere regeringsgrundlaget, siger han.