Undgå en chokerende mobilregning

Ferie: Hvis du tager mobilen med til udlandet, skal du være opmærksom på, at det kan blive en dyr fornøjelse. Især hvis du glemmer at slå nettet fra. Få gode råd til en en ferie uden en ruinerende mobilregning.

Når du er på ferie, så slå nettet fra, hvis du alligevel ikke skal bruge det.  (Foto: Colourbox)Når du er på ferie, så slå nettet fra, hvis du alligevel ikke skal bruge det. (Foto: Colourbox)

Det kan blive meget dyrt, hvis nettet på din mobil er slået til i udlandet. Specielt hvis du er på ferie i Thailand eller i et andet land uden for EU.

Indenfor EU er der er nemlig et dataloft, og der bliver automatisk spærret for dit forbrug, når regningen runder de 466 kroner. Desuden vil en sms advare dig, når du er ved at have brugt de 466 kroner.

Send en sms i stedet for at ringe

Men har du ikke behov for at gå på nettet, så slå det fra, mens du er i udlandet. Og har du brug for nettet, så slå de ting fra, du ikke bruger, f.eks. automatisk e-mail og apps, som du abonnerer på.

Og husk at benytte dig af de mange cafeer og hoteller, der tilbyder deres kunder gratis netforbindelse.

Ring så lidt som muligt. Det er dyrt at ringe hjem, og det koster også penge, når du modtager opkald. Sms i stedet. Det er meget billigere.

Slå telefonsvareren fra

Hvis du ikke har brug for din telefonsvarer, så slå den fra, hvis du er udenfor EU. Ellers kan det blive rigtig dyrt. For lægger nogen en besked, ender du nemt med at betale for to opkald. Et opkald til din mobiltelefon i det land du befinder dig i, og et opkald fra din mobil til telefonsvareren i Danmark.

Telefonsvareren indenfor EU er gratis, og det vil ikke koste dig noget, hvis nogen lægger en besked på din telefonsvarer. Men du vil stadig skulle betale for at aflytte beskeden.

Skal du være væk i længere tid, og regner du med at skulle bruge mobilen en del, kan det godt betale sig at købe et taletidskort i det land, du holder ferie i.

Læs mere på Forbruger Europas hjemmeside.