Gratis 3F-efteruddannelse er tilløbsstykke
3F i Næstved har succes med gratis kurser i elementære skolefag. Mange medlemmer bruger dem som led i en længere efteruddannelse.
Medlemmerne strømmer til gratis efteruddannelse hos 3F Næstved. (Tegning: Bob Katzenelson.) Medlemmerne af 3F Næstved strømmer til kurser i edb, internet og engelsk. En væsentlig del af forklaringen er, at kurserne er gratis, uanset om de foregår i afdelingen eller på det lokale VUC-center.
- Vi begyndte så småt med de gratis kurser i efteråret 2005. Men siden er udbuddet vokset, og i år har vi ekstra mange kurser i kataloget, siger Anders Ellegaard, der er næstformand i 3F Næstved.
Det er tilsyneladende ingen hindring, at undervisningen foregår om aftenen. Både ledige og beskæftigede deltager, og det er kurserne i edb og internet, der scorer højest med knap 150 deltagere over de sidste tre år.
- Men vi har også kørt to engelskhold. Vi ved, at mange bruger kurserne til at få banket rusten af skolekundskaberne, inden de går videre med en egentlig efteruddannelse. Og skal man for eksempel uddannes til industrioperatør, kræves der engelsk på 9. klasses niveau, siger Anders Ellegaard.
Hellere tysk end førstehjælp
I år er der blandt andet udvidet med et kursus i tysk. Omvendt var et kursus i førstehjælp ingen succes.
- Der var få tilmeldte, og det gentager vi ikke. Det bekræfter, at medlemmerne tager de kurser, de kan bruge til at komme videre, siger næstformanden.
I samarbejde med VUC Storstrøm tilbyder 3F Næstved også forberedende voksenundervisning i edb, matematik og dansk. Her foregår undervisningen i dagtimerne op til tre dage om ugen.
Også disse kurser er gratis. Beskæftigede, der får fri til undervisningen, kan eventuelt søge om godtgørelse for deres løntab, hvis arbejdsgiveren ikke vil betale.