Narko-mafia myrder fagforeningsfolk
Fagforeninger og landarbejdere står i vejen for den mellemamerikanske narko-mafia, der har allieret sig med de lokale arbejdsgivere. Det har kostet livet for stribevis af fagligt aktive i Guatamala.
Den 50-årige faglige leder og bananarbejder Joel Hernandez efterlader sig tre døtre. (Foto: Privat) Torsdag 26. maj blev 50-årige Joel Hernandez likvideret i Guatamala. Han var en af lederne i bananarbejdernes fagforening, SITRABI. To ukendte gerningsmænd på motorcykler skød og dræbte ham, da han var på vej til fagforeningen.
Knap to uger forinden havde Guatemala oplevet en af de værste massakrer i landets historie. 27 landarbejdere og aktive bønder blev brutalt myrdet.10. april blev en af de lokale tillidsfolk dræbt af 35 skud. Fagforeningens ledere og aktivister er gennem de seneste år blevet udsat for en lang række dødstrusler.
Lokale medier er ikke i tvivl om, at de regionale narkokarteller står bag volden. Som fagforening for bananarbejdere er SITRABI i en særlig risikogruppe. Det vurderer Jesper Nielsen, international rådgiver i 3F.
en af lederne i bananarbejdernes fagforening, Sitrabi ,
Mafia og arbejdsgivere i alliance
SITRABI har gennem den senere tid arbejdet på at forbedre forholdene på bananplantager på Guatemalas sydkyst. Her er faglig organisering mange steder ikke tilladt.
- Fagforeninger på bananplantagerne er til besvær. Både for arbejdsgivere og narkokarteller, der ofte indgår en form for samarbejde. Det sker ved, at narkotrafikken benytter små private landingsbaner på bananplantagerne, beregnet til fly, der sprøjter med pesticider, siger Jesper Nielsen.
Narkoruterne går fra Sydamerika til USA over mindre etaper i Mellemamerika.
Bagmænd kommer ikke for retten
Det kan dog være svært at afgøre, om det er narkokarteller eller arbejdsgivere, der står bag de enkelte drab.
- Likvideringer af fagforeningsfolk er almindelige i Guatemala, men camoufleres ofte som almindelig kriminalitet eller udslag af den blodige bandekrig. Bagmændene stilles sjældent for en domstol, forklarer Jesper Nielsen.
Han mener, at EU og Danmark bør gå i offensiven for at støtte Guatemalas regering med at komme overgrebene til livs og styrke retssikkerheden.