S kræver uvildig undersøgelse af kviksølvofre

Efter 13 afslag fra Arbejdsskadestyrelsen til kviksølvofre på Grindstedværket forlanger Socialdemokratiet nu sagerne vurderet af et uafhængigt ekspertudvalg.

De 13 afslag til tidligere arbejdere på Grindstedværket får nu Henrik Dam Kristensen (S) til at kræve et uvildigt ekspertudvalg. ((Foto: Lars Svankjær).)De 13 afslag til tidligere arbejdere på Grindstedværket får nu Henrik Dam Kristensen (S) til at kræve et uvildigt ekspertudvalg. ((Foto: Lars Svankjær).)

Torsdag kom de første 13 afgørelser fra Arbejdsskadestyrelsen om erstatning til arbejdere på Grindstedværket, der blev syge af høje doser kviksølv.

Det blev 13 afslag, og det får nu Socialdemokratiet til at kræve, at Grindsted-arbejdernes sager bliver vurderet af et uafhængigt ekspertudvalg.

- Grindsted-arbejderne har krav på en dobbeltbedømmelse, så det ikke kun er Arbejdsskadestyrelsen, der afgør erstatningsspørgsmålet, siger MF og gruppesekretær Henrik Dam Kristensen (S).





Uafhængigt udvalg skal fjerne tvivl

Henrik Dam Kristensen har stillet spørgsmål til beskæftigelsesminister Inger Støjberg(V).

Blandt andet beder han ministeren tage initiativ til at flytte alle afgørelser over i et uafhængigt lægeligt ekspertudvalg for at undgå, at der kan rejses tvivl om afgørelsernes objektivitet.

Der er blevet givet afslag til tidligere arbejdere i Grindstedværkets kviksølvafdeling, selvom de blev udsat for kviksølv op til otte gange datidens grænseværdier.






Lovet fair behandling

Arbejdsskadestyrelsen anerkender, at de tidligere ansatte har været udsat for høje doser kviksølv, og at de nu er syge.

Men ifølge styrelsens direktør Anne Lind Madsen er der ikke beviser nok på, at sygdommene skyldes kviksølv.

- Den tidligere beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen, lovede Grindsted-arbejderne en fair og grundig behandling. De ord, synes jeg, den nye minister bør følge op på. Vi kan ikke svigte arbejderne endnu en gang, siger Henrik Dam Kristensen.