Unge snydes igen for løn på omstridt café
Mindst syv tidligere ansatte på caféen Food Court CPH, tidligere Foodstation, på Strøget er blevet snydt for løn. Ifølge 3F drejer det sig om minimum 350.000 kroner.
Food Court CPH, tidligere Food Station, ligger på Købmagergade, en af de mest befærdede gader i København. Her mangler syv tidligere ansatte at få løn for i alt 350.000 kroner. (Foto: Harry Nielsen) De arbejdede uden løn i flere måneder. Og når de gik til chefen, var svaret: Du får dine penge snart. Giv mig lige til i næste uge.
Fagbladet 3F har talt med fem tidligere ansatte på caféen Foodstation, der siden er kommet til at hedde Food Court CPH, i København. De fortæller alle, at de ikke har fået udbetalt løn for de timer, de har arbejdet på caféen.
- Jeg er meget skuffet. Jeg forstår ikke, hvordan folk kan behandle andre sådan her, siger Maria Jaraba.
Ikke første gang
Caféens daglige leder er Lars Skovgaard. Han har før været i Fagbladet 3F's søgelys, fordi han havde fuppet sine ansatte for løn og gemte sig for retssystemet. Det skete i en café på samme adresse, men med ham selv som officiel direktør.
Det forarger 3F, at der nu igen er unge, der er blevet snydt for løn.
- Jeg synes, det er virkelig kynisk, når man systematisk snyder så mange ansatte for løn. Det er langt ud over, hvad der er rimeligt at byde unge mennesker, siger Jan Mathisen, næsteformand i 3F Hotel & Restauration.
Han oplyser, at de har kendskab til syv sager, hvor de unge ikke har fået betaling. Udover det har de hørt om flere tilfælde fra samme virksomhed, som de nu er i gang med at starte sager op på. De drejer sig om manglende løn. I nogle tilfælde helt tilbage fra november sidste år.
Ny direktør
Siden juni er det Rikke Lykke Marquart, der har været direktør for Foodstation ApS. Hun siger til Fagbladet 3F, at hun ikke kender til sagen og er chokeret over at høre om det.
- Jeg synes, det lyder ret voldsomt. Jeg ved ikke, hvad der har ligget til grund for, at folk ikke har fået udbetalt deres løn. Det er noget rod, siger hun.
Hvad med de unge, der sidder tilbage og mangler deres løn. Hvad har du tænkt dig at gøre?
- Jeg bliver nødt til at se på, hvad det er, der er gået så galt, før jeg udtaler mig om lønspørgsmålet, siger Rikke Lykke Marquart.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra daværende direktør Tina Langelund Christensen.