Sparekrav truer AMU på livet

Regeringens sparekrav rammer hårdt hos AMU-Vest, der skal spare 600.000-800.000 kroner og frygter lukning.

Regeringens sparekrav rammer hårdt hos AMU-Vest, der skal spare 600.000-800.000 kroner og frygter lukning. (Arkivfoto)Regeringens sparekrav rammer hårdt hos AMU-Vest, der skal spare 600.000-800.000 kroner og frygter lukning. (Arkivfoto)

Regeringens sparekrav på én procent rammer AMU-Vest så hårdt, at skolen er lukningstruet.

Det siger direktør på AMU-Vest Torben Pedersen, der pointerer, at skolen skal finde mellem 600.000 og 800.000 kroner her og nu.

- Det er umuligt. Sparekravet kommer også samtidig med, at efterspørgslen på AMU-kurser generelt er faldende, fordi der er mere gang i hjulene i erhvervslivet, siger Torben Pedersen, der har forklaret AMU-centrets bestyrelse, hvordan landet ligger.



DI: Det hænger ikke sammen

AMU-bestyrelsesformand Steen O. Hansen, der er udpeget af Dansk Industri, understreger, at regeringens sparekrav ikke virker gennemtænkt, og at vilkårene er umulige.

- Regeringen ønsker at satse på efteruddannelse, men forlanger samtidig, at vi skal spare. Det hænger ikke sammen, siger han og opfordrer til at fjerne sparekravene.

Bestyrelsen har endnu ikke taget stilling til den nye og alvorlige situation.

- Det kan være, det betyder ansættelsesstop eller afskedigelser. Vi vil nu vurdere, hvad der kan gøres, siger han.



Stop vildt togt mod 3F'ere

Forbundssekretær i 3F Per Christensen fremhæver, at AMU er livsnerven for 3F'ernes uddannelse.

- Nu må regeringen stoppe sit vilde togt mod de kortuddannedes uddannelse. Mange 3F'ere bliver nødt til at finde nye job, når deres virksomhed lukker og slukker. Det forudsætter efteruddannelse, men hvad nytter det, hvis skolerne skal spare så meget, at de presses til nedskæringer og i værste fald lukning, siger Per Christensen.