BAT: Elendig sikkerhed i bygge og anlæg
”Når Arbejdstilsynet finder 178 livsfarlige forhold på 229 byggepladser, må det være klart for enhver, at den er helt gal med sikkerheden i bygge og anlæg. Det er ganske enkelt alarmerende.” Det siger, sekretariatschef i BAT, Gunde Odgaard, på baggrund af onsdagens aktion på en række danske byggepladser..
Gunde Odgaard beskylder arbejdsgiverne for at svigte deres lovmæssige og moralske pligt ved ikke at sørge for, at sikkerheden på landets byggepladser er i orden.
”Det kan ikke være rigtigt, at Arbejdstilsynet gang på gang afslører sløseri i et så massivt omfang. Arbejdstilsynets kontrol viser en grum og farlig dagligdag for bygningsarbejderne. For mange virksomheder forstår ikke situationens alvor. For dem, der ikke har orden i tingene, skal der bruges mere pisk. Derimod skal de virksomheder, der har orden i sikkerheden, have ros - og de skal have lettere adgang til at få nye byggeopgaver”, foreslår Gunde Odgaard.
BAT peger på, at spørgsmål om sikkerhed og sundhed skal integreres fra første færd i planlægningen af byggeopgaver - sikkerheden skal ikke være et vedhæng, men en integreret del af det at få en byggeplads til at fungere. Og det skal bygherrer og branchens arbejdsgivere til at tage alvorligt.
Beskæftigelsesministeren lancerede for snart to år siden et arbejde med en plan for bedre sikkerhed i bygge og anlæg, men den indsats har tilsyneladende ingen effekt haft, mener Gunde Odgaard. Det skyldes efter hans opfattelse ikke mindst, at arbejdsgiverne er kommet af sted med at udvise et lavt engagement.
”Det er et selvstændigt problem, som næppe er forbigået ministerens opmærksomhed,”, siger Gunde Odgaard.
Arbejdet med handleplanen forventes afsluttet allerede i december 2007. BAT opfordrer beskæftigelsesministeren til at tage hårdere fat om branchen, så sikkerheden får en markant opgradering.
”Vi har brug for jævnlig kontrol ude på byggepladserne og større bøder til de arbejdsgivere og bygherrer, der ikke har styr på sikkerheden. Og så har vi brug for, at bygherrerne motiveres til at lægge vægt på sikkerheden, når de placerer opgaver hos byggefirmaerne”, siger Gunde Odgaard.Han tilføjer, at det dårlige arbejdsmiljø ikke ligefrem hjælper på situationen med mangel på arbejdskraft i bygge og anlæg.
”Vi skal også kunne tiltrække unge mennesker til branchen i fremtiden,” siger Gunde Odgaard.