Alder sikrer praktikant 75.000 kr. ekstra

Løndumping: 3F har skaffet en ukrainer 75.000 kroner i manglende løn og feriepenge, fordi landbrugspraktikanten var over 25 år. Landmand erkender fejl.

En ukrainsk kvinde gav forleden lagkage til de ansatte hos 3F Kongedalen, fordi 3F-afdelingen skaffede medlemmet 75.000 kroner i ekstra betaling for hendes tid som landbrugspraktikant i Danmark. (Privat)En ukrainsk kvinde gav forleden lagkage til de ansatte hos 3F Kongedalen, fordi 3F-afdelingen skaffede medlemmet 75.000 kroner i ekstra betaling for hendes tid som landbrugspraktikant i Danmark. (Privat)

En stor lagkage til personalet. På den måde sagde en ukrainsk kvinde forleden tak til de ansatte hos 3F Kongedalen.

Ukraineren var taknemmelig, fordi den sydjyske 3F-afdeling efter en faglig sag skaffede hende omkring 75.000 kroner ekstra for hendes arbejde på gård ved Give. Ukraineren havde som landbrugspraktikant krav på den ekstra betaling, fordi hun er fyldt 25 år. Det er 3F's overenskomst på jordbrugsområdet, som sikrer praktikanter er højere lønsats, når de er 25 år gamle.

- Vores medlem blev underbetalt i hele sin praktiktid. Vi er tilfredse med, at hun nu har fået sine penge, og at arbejdsgiveren var hurtig til at løse sagen, siger Jonny Wyrtz, faglig sekretær hos 3F Kongedalen.

- Medlemmet var meget glad, og hendes kage smagte fortrinligt, tilføjer Jonny Wyrtz. 

Knap 4.000 kr. for lidt om måneden

Den 29-årige ukrainer blev i 2011 ansat hos virksomheden Hastrup DF ved Give, som har en stor produktion af mælk. Hun blev ansat via det danske formidlingsbureau AB Farms.

Ifølge en kontrakt mellem Hastrup DF og ukraineren skulle hun i hele perioden have 9.900 kroner i løn om måneden minus 2.000 kroner om måneden som betaling for logi. Fra juli 2011 til og med maj 2012 fik ukraineren fast 7.900 kroner om måneden i løn for fuldtidsarbejde, viser hendes lønsedler.

Men landbrugspraktikanten havde krav på en grundløn på 13.541 kroner om måneden ifølge overenskomsten mellem 3F og arbejdsgiverforeningen GLS-A. Og 1. marts 2012 burde praktikantens løn være steget til 13.880 kroner om måneden.

Landmand: En smutter

Ejeren af Hastrup DF, Martin Larsen, bekræfter, at virksomheden har efterbetalt cirka 75.000 kroner i sagen.

- Det var en smutter fra vores side. Vi var ikke klar over, at hun skulle have et tillæg for at være over 25 år. Der er rettet op på det nu, siger han.

Af praktikantens lønsedler fremgår det, at hun havde meget overarbejde måned efter måned. Hvorfor?

- Det er korrekt. Egentlig er det, fordi de ønsker det. I en periode har vi kørt med en mand mindre og delt timerne ud. Men det har vi droppet, siger Martin Larsen.