Blokadefest i Brønderslev
Første halvleg fløjtet af i den syv måneder lange lovlige blokade i Brønderslev med klar føring til den danske model for arbejdsmarkedet.
Trods kulde og en hård blæst lagde mere end 100 borgere og fagligt aktive fra Brønderslev lørdag formiddag vejen forbi Nørrehus for at deltage i festen. (Foto: Michael Bo Rasmussen) Trods kulde og en hård blæst lagde mere end 100 borgere og fagligt aktive fra Brønderslev lørdag formiddag vejen forbi Nørrehus for at deltage i festen.
Fagbevægelsen havde indkaldt til en festlig afslutning på den mere end syv måneder lange lovlige blokade for at få tegnet en overenskomst for byggepladsen Nørrehus. Her havde op til 15 polske bygningsarbejde arbejdet og boet under kummerlige forhold og en ussel løn på bare halvtreds kroner i timen.
- Konflikten i Brønderslev er en succes takket været fagforeningernes seje og målrettede indsats. Den lovlige konflikt er også støttet af mange mestre og Dansk Byggeri. Og den viser, at den danske model for arbejdsmarkedet virker, fastslog Peter Hougård Nielsen, formand for byggegruppen i 3F, i sin tale.
Gennembrud
Han konstaterede samtidig, at regeringen svigter, når det drejer sig om at sikre, at myndigheder har resurser til at håndhæve dansk lovgivning. Det gælder Arbejdstilsynet, SKAT og politiet, som ikke har mandskab til at skride ind over for de ulovligheder, som bagmændene begår for at udnytte den udenlandske arbejdskraft.
- Vi er netop nået til enighed med Dansk Håndværk om en ny overenskomst. Det er et banebrydende gennembrud. Her fastslår vi et fælles ansvar for overenskomsterne. Her har vi sat handling bag ordene. En entreprenør kan ikke længere skyde ansvaret fra sig, men har ansvaret for hele byggepladsen, sagde Peter Hougård Nielsen og modtog kraftige klapsalver fra tilhørerne.
Byggeformanden fremhævede også den nye Østfond i overenskomsten, som skal støtte 3F-medlemmer og seriøse virksomheder i kampen mod unfair konkurrence fra udlandet. Han har også noteret sig, at der er en endnu større lyst fra mestre til at indgå en aktiv overenskomst, som arbejder for en fair og lige konkurrence.