LO: Drop opdatering af cv på nettet
Godt halvdelen af landets arbejdsløse er it-analfabeter, og mange af dem har ikke råd til en computer. Alligevel skal de fra årsskiftet til at opdatere deres jobprofil på internettet hver uge, for ellers risikerer de at miste deres dagpenge.
Det får Harald Børsting, LO-sekretær og kandidat til formandsposten i LO, til at anbefale, at man dropper kravet om de ugentlige opdateringer, som er en følge af sidste års velfærdsforlig.
”Vi ved, at der er rigtig mange af dem, der er tilbage i ledighedskøen, der har rigtig dårlige it-kompetencer, og derfor frygter jeg, at de ikke kan magte det selv. Så skal de hen i deres a-kasse eller jobcenter, og det vil sige, at de belaster det system yderligere, og det er jo i forvejen overspændt,” siger Harald Børsting til NyhedsXpressen.
Han kalder det uanstændigt, at nogle ledige sætter deres dagpengeret over styr, fordi de ikke har it-kompetencer.
”Vi har aldrig brudt os om den idé, og vi synes, det er unødigt bureaukrati og kontrol af de ledige. Vi er såmænd i kontakt nok med de ledige. De er jo minimum hver tredje måned til samtale i a-kassen, og derudover er de til samtale i jobcentrene, så der er masser af kontakt med de ledige, så drop den idé,” fastslår Harald Børsting.
I Venstre bakker arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg op om ordningen. Men hvis den viser sig at give uoverstigelige problemer, må politikerne kigge på det, siger han ifølge DR.