Ledighed fortsætter med raketfart

3F’s medlemmer tegner sig for den største stigning i ledigheden det sidste år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

3F’s medlemmer tegner sig for den største stigning i ledigheden det sidste år, viser nye tal fra Danmarks Statistik. (Arkivfoto)3F’s medlemmer tegner sig for den største stigning i ledigheden det sidste år, viser nye tal fra Danmarks Statistik. (Arkivfoto)

Ledigheden fortsætter sin dramatiske stigning, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Fra januar til februar steg ledigheden med yderligere 5.500 personer, omregnet til fuldtidsledige, så der nu er næsten 70.000 ledige. Inklusiv aktiverede har ledighedstallet rundet de 100.000.

3F’s medlemmer er blandt de hårdest ramte. Fra februar sidste år til februar i år er ledigheden steget med godt 19.000 personer. Mere end 8.000 af dem er 3F-medlemmer.

3FA er desuden den a-kasse, der har den næsthøjeste ledighed, ifølge tallene fra Danmarks Statistik, med en ledighed på 8,3 procent. Kun overgået af TIB, hvor 10,8 procent er ledige.

- Danskerne oplever formentlig to virkeligheder i øjeblikket. Der er dem, der ikke mærker noget til at ledigheden stiger - det kan være lærere, sygeplejersker og andre, mens andre brancher er særdeles hårdt ramt, som byggeri og industri, siger 3F’s cheføkonom Anita Vium.

Hun mener, at udviklingen vil fortsætte.

- Vores indikatorer for marts måned viser, at udviklingen fortsætter. Men vi kan da kun håbe, at vi ikke får ret, siger hun.