Dyrt at spare på forebyggelse
Regeringen tager 50 millioner kroner fra branchearbejdsmiljørådene. Penge, der har vital betydning for parternes forebyggende indsats.
Når jeg står ved en BAR, og min lomme er tom. Sådan sang gamle Harry Felbert i sin tid, og titlen passer meget godt på den situation, som arbejdsmarkedets parter og Branchearbejdsmiljørådene (i daglig tale BAR) udsættes for i regeringens såkaldte genopretningsplan. Her beskæres parternes samarbejdsmuligheder med cirka 50 millioner. Forsvindende lidt i sammenhæng med de samlede besparelsesinitiativer på 24 milliarder kroner, men de selv samme midler har vital betydning for parternes forebyggende indsats på arbejdsmiljøområdet.
De 11 branchearbejdsmiljøråd leverer - i et godt og konstruktivt samarbejde med arbejdsgiverne - talrige vejledninger og øvrige materialer til glæde for det forebyggende arbejdsmiljøarbejde på danske arbejdspladser. Midlerne til dette arbejde kommer overvejende fra arbejdsgivernes forsikringer, og derfor kan det undre, at de selv samme arbejdsgivere ikke reagerer kraftigt på det, der minder om ekspropriation af deres forsikringsmidler.
Men pengene er sådan set ikke det værste i denne sammenhæng. Det værste er, at det på lidt længere sigt med overvejende sandsynlighed vil få negativ indflydelse på 3F'ernes arbejdsmiljø, når det ikke fremover i samme omfang bliver muligt at udvikle og udarbejde materialer til gavn for arbejdsmiljøarbejdet på virksomhederne. Jeg er enig i, at der er behov for at lukke huller i statskassen efter regeringens skamløse overforbrug, men at benytte de sparede midler, der trods alt er tildelt arbejdsmiljøområdet, synes både uovervejet og uklogt.
Det hænger ikke sammen med regeringens egen indsats på sygefraværsområdet og øvrige initiativer på arbejdsmarkedet, og jeg er også alvorligt bekymret for, at det vil vise sig at have negativ effekt på ulykker, arbejds- og erhvervsskader og de hertil knyttede samfundsudgifter på længere sigt. Det er stadig ikke lykkedes at knække kurverne på erhvervssygdomsområdet, og anmeldelserne af psykiske arbejdsskader stiger stadig støt.
Regeringen mener åbenbart, at det er bedre at helbrede end at forebygge - i 3F mener vi det modsatte!