Underbetalte Låsby-rumænere gjorde rent for COOP

Den beskidte rengøring: Et af Danmarks mest velrenommerede selskaber COOP, som står bag Kvickly, Brugsen og Irma, har fået gjort rent af underbetalte rumænske rengøringsfolk.

I COOP's lagerhus i Hasselager uden for Aarhus har rumænerne fra Låsby dagligt gjort rent for langt under 30 kroner i timen og tilsyneladende også sort. (Arkivfoto)I COOP's lagerhus i Hasselager uden for Aarhus har rumænerne fra Låsby dagligt gjort rent for langt under 30 kroner i timen og tilsyneladende også sort. (Arkivfoto)

I COOP's lagerhus i Hasselager uden for Aarhus har rumænerne fra Låsby dagligt gjort rent for langt under 30 kroner i timen og tilsyneladende også sort.

De rumænske arbejdere har gjort rent for COOP via en underleverandør til KN Rengøring, som har kontrakt med lagerhuset i Hasselager.

En del af COOP's varemærke er at arbejde for etisk forsvarlig handel og imod tvangsarbejde.

Forbrugerpolitisk direktør i COOP, Mogens Werge, slår fast, at COOP arbejder for at sikre ordnede arbejdsforhold, både hvad angår løn, arbejdsmiljø, miljø og overholdelse af menneskerettigheder. Han vil ikke acceptere underbetalte østeuropæere.

- Der skal ikke være tvivl om, at det slet ikke er noget, vi på nogen måder bifalder. Det er dybt forargeligt, siger han til Fagbladet 3F.

COOP vil undersøge sagen

I COOP var de ikke klar over, at de havde fået udført underbetalt og sort arbejde, siger Mogens Werge.

Omkring årsskiftet valgte COOP dog at indføre et forbud mod, at rengøringsselskabet anvender underleverandører. Den forbrugerpolitiske direktør vil nu undersøge, hvad baggrunden var for at opstramme reglerne i lagerbygningen, og om sagen skal have konsekvenser for samarbejdet med KN Rengøring.

- Vi arbejder ikke med folk, der snyder os, siger Mogens Werge.

Arbejdsdage på 11-13 timer

Underleverandøren, som har beskæftiget rumænerne, afviser, at der er betalt sort. Han oplyser, at lønningerne har ligget på 700 euro om måneden, men siger, at arbejdsdagene kun har været 2-4 timer.

Underleverandøren blev ransaget torsdag i sidste uge af Politi, SKAT og Arbejdstilsynet med mistanke om sort arbejde. Kun fire af de 13 personer, som myndighederne træf under ransagningen var registeret hos SKAT.

Fagbladet 3F har interviewet 10 rumænere, som sidste år var i Danmark for at gøre rent via en underleverandør for KN Rengøring.

Hovedparten har hverken fået kontrakter eller lønsedler.

Deres arbejdsdage har ifølge dem været på 11-13 timer i døgnet for forskellige virksomheder omkring Aarhus, Aalborg og Odense.