Ledige stillinger sætter bundrekord
Efterspørgslen efter arbejdskraft sætter bundrekord. Antallet af ledige job på jobnet.dk er det laveste siden 2004.
- Det ser skidt ud for de mange, der søger arbejde, siger forretningsfører i 3FA Morten Kaspersen. Nye tal viser et rekord-lavt antal job på jobnet.dk (Arkivfoto.) Det er ikke blevet lettere at finde et nyt job. Antallet af ledige job på jobnet.dk sætter ny bundrekord. Det viser tal, der inkluderer juli måned.
I juli var der 14.383 ledige job. Det er det laveste antal nogensinde målt i en måned, helt tilbage siden januar 2004.
Fra januar til juli i år har der i alt været godt 82.000 ledige job. I samme periode sidste år var der i alt 105.000 ledige job på jobnet. Og året før endnu flere: 196.000 job.
Ser skidt ud for jobsøgende
- Antallet af ledige job på jobnet er en strømpil på arbejdsgivernes efterspørgsel efter arbejdskraft. Og man må sige, at det ser skidt ud for dem, der søger arbejde. Det bekræfter vores frygt for, at krisen ikke er ovre og måske endda tiltager igen, siger forretningsfører for 3F's a-kasse, Morten Kaspersen.
Han mener, at virksomhederne i foråret måske har set tegn på vækst og optimisme.
- Men opsvinget bliver ikke rigtig til noget. Og med de her tal i betragtning samt vores egne ledighedstal, der er steget to måneder i træk, så frygter jeg, at det kun bliver værre de næste måneder, siger Morten Kaspersen.
Da efterspørgslen efter arbejdskraft var højst, var der i maj 2008 næsten 50.000 ledige stillinger på jobnet.